À l'intérieur (2007)

Dette franske ekstremgys er – mere end noget andet – berygtet på grund af sin outrerede vold, som den udspiller sig for højgravide Sarah (Alysson Paradis), da en mystisk sortklædt kvinde (Béatrice Dalle) pludselig bemægtiger sig hendes liv.

(Høj)gravide, hold dig væk!

Kvinden viger ikke tilbage for noget, før hun har fået fingre i Sarahs endnu ufødte baby, og det afføder nogle af de mest blodige og (især for gravide) skræmmende scener, der nogensinde har været præsenteret på film.

Brutalt klimaks

Med sin sparsomme spilletid på 82 minutter sørger "À l'intérieur" om ikke andet for, at ekstremiteterne har en ende. Og dét bliver der behov for, især da vi nærmer os det brutale klimaks, der både trækker mentale tråde og indvolde langt ud over fatteevnen.

Vold toppet med ekstremvold

Filmen, der bl.a. blev totalforbudt i Tyskland og nomineret i Cannes, er altså vold toppet med ekstremvold, både konkret og på et mere psykologisk plan. Og det kunne have stået særdeles funklende, hvis ikke de kække instruktører Alexandre Bustillo og Julien Maury – i denne, deres fælles debutfilm – havde haft så meget behov for at sætte blod i scene, så det bogstaveligt talt flyder ned ad trapper og langs paneler.

Pakket ind til ukendelighed

Det kan være svært at tage så meget vold, magt og død ind i et koncentrat, der ikke perspektiverer sine begivenheder ret meget. Således er der ingen dybere mening med det hele, og hvis der er, er den pakket ind til ukendelighed.

Afføder tabt interesse

Samtidig har "À l'intérieur" et væsentligt problem i sin formidling, og det er den – alt andet lige – ansvarsforflygtigende underlægningsmusik, der næsten konstant tordner hele "eventyret" ud på et overdrev, der afføder tabt interesse.

Agil frygt- og vanvidsindlevelse

De to centrale kvinder spilles med agil frygt- og vanvidsindlevelse, men de primære kvaliteter hentes i deres evne til at skrige lungerne ud, og dét bliver der brug for!