Grand Central (2013)

Det ultimative myrekryb og angstens perlende sved i forbindelse med atomkraftens bagsider er forbilledligt beskrevet på film i James Bridges´ klassiker The China Syndrome (1979).

Problemer med atomerne
I klassikeren dominerer et regulært hårrejsende gys i den usynlige og lugtfri dræber, når Jane Fonda og Jack Lemmon erfarer, at der er noget helt galt med atomerne.

Skjulte farer
Rebecca Zlotowski er hér ude i samme ærinde, eller forsøger i hvert fald på det: "Grand Central" vil være et intenst drama på den skjulte fares præmisser.

Ind til kernen
Det lykkes dog sjældent at finde ind til kernen, for nu at bruge atomkraftens terminologi. I stedet glider Zlotowski noget af på overfladen, så hverken det romantiske eller nukleare drama rigtig viser tænder. En ung franskmand får job på et atomkraftværk og befinder sig egentlig godt i sit nye arbejde. Det kaster nemlig også en romance af sig, dog uden for værkets mure.

Farefuld alvor
Men efterhånden går den farefulde alvor op for ham. Han bliver bestrålet og potentielt ramt på helbredet. Tiden er kommet til at beslutte, om arbejdet og romancen er umagen værd.

Fine enkeltstemninger
"Grand Central" rummer fine enkeltstemninger fra både frisk og forplumret luft, men der kommer aldrig et flow i historien. De tiltænkt narrativt afstivende hverdagsskildringer, romancen inklusive, får mere effekt af bleg socialrealisme end farverig indlevelse.

Dominerende musik
Samtidig er musikken med til at kontaminere filmoplevelsen yderligere... der er for meget af den, og den dominerer også i de forkerte scener. Så hjælper det lidt, at særligt Tahar Rahim i hovedrollen præsterer en tand over det troværdige: Men rollen er desværre ikke nuanceret nok – et gennemgående træk ved hele filmoplevelsen.