Equilibrium (2002)
I en ikke så fjern fremtid har regeringen udelukket krig ved at undertrykke følelser hos mennesker med en særlig eliksir.
SPÆNDT ACTIONDRAMA
Denne direkte-til-video-actionfilm påstår på omslaget, at den har noget til fælles med film som The Matrix (1999), og det har den da så bestemt også.
Action med stemning
Paradoksalt nok er "Equilibrium" bedre end det historisk populære Hollywood-hit, for den lille af filmene besidder noget så dejligt som stemning – en stemning, der giver actionscenerne modspil og retfærdiggør dem i højere grad, end det er tilfældet i "The Matrix".
Intellektuelt materiale brændes
Christian Bale spiller meget flot den sammenbidte hovedrolle som en af fremtidssamfundets højeststående bødler, John Preston. Det er hans fornemmeste opgave på vegne af staten at udrydde alt, hvad der har med følelser at gøre. Således bliver både bøger, musik og andet intellektuelt materiale brændt, hvilket i høj grad vækker mindelser om både nazismens storhedstid og filmklassikeren Fahrenheit 451 (1966).
3. og måske 4. verdenskrig?
I kølvandet på en barsk 3. verdenskrig har regeringen indset, at den er nødt til at undertrykke menneskelige følelser for at undgå en altudslettende 4. verdenskrig. Derfor tager alle mennesker nu en særlig eliksir – skudt ind i blodet med en fancy pistol hver dag talrige gange på klokkeslæt.
I kamp for følelserne
Således altså også den magtfulde John Preston. Men det sker en dag, at han glemmer at tage sin eliksir, og straks kan han mærke følelserne trænge sig på. Han bliver fascineret af det "nye" univers og beslutter sig for at gå i kamp for menneskets oprindelige oplevelsesregister.
Overbevisende fremtidsunivers
Det er lykkedes instruktør og manuskriptforfatter Kurt Wimmer at skabe et pænt overbevisende fremtidsunivers. Den største force er som nævnt stemningen, der opstår ud af det dygtige scenografiske arbejde, men stemningen kommer også af godt skuespil og fascinerende veltimede actionscener. Komponisten Klaus Badelt har skabt et passende dramatisk computerlydspor, der dog ind imellem bliver for udvandet. Samme udvandede tendens gennemlever filmen, når den røde tråd kappes over af lidt for ivrige udviklinger i en ellers velskrevet historie.
Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2002, USA, Science Fiction, Action, 103 min.
Dansk titel: Cubic- Christian Bale (John Preston)
- Emily Watson (Mary O'Brien)
- Sean Bean (Partridge)
- Christian Kahrmann (Officer in Charge)
- Sean Pertwee (Father)
- Angus MacFayden (Dupont)
- Matthew Harbour (Robbie Preston)
- Taye Diggs (Brandt)
- Dominic Purcell (Seamus)
- William Fichtner (Jurgen)
- David Hemmings (Proctor)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation