Margin Call (2011)

Florlet, stilfuld og velspillet spænding i en historie, der dyrker det uafklaredes mystik med hidtil uset virkning. Instruktør og manuskriptforfatter J. C. Chandor får så meget energi ud af sin eget Oscar-nominerede manuskript, sine skuespillere og sine til- og fravalg, at "Margin Call" ender som en filmoplevelse i de højere luftlag.

Finansiel storkrise
Vi befinder os i et Wall Street-højhus omkring begyndelsen af den finansielle krise i 2008, hvor de ansatte i en investeringsbank i filmens anslag må gennemleve en meget omfattende og ufint eksekveret fyringsrunde. 80 % af de ansatte bliver fritstillet uden varsel. En af de fyrede mellemledere giver i skyndingen en tilbageværende et usb-stik med en uafsluttet sag, som snart skal vække meget stor røre i firmaet.

Ubehagelige nyheder
Hvad det helt præcis er, der er så ubehagelige nyheder, melder historien kun omridset af. Men det involverer dybe pandefurer og en mulig bankerot for det store firma. Så der holdes natlige krisemøder og tages finansielle beslutninger, der kan række langt ud i fremtiden.

Kredser om den varme grød
En af forcerne ved Chandors fortællestil er, at han tør kredse om den varme grød uden at pinde alt indholdet ud for tilskueren. Det er op til den enkelte at forsøge at lægge puslespillet med fare for, at det aldrig går helt op.

Nuanceret birolle
Langt det meste af handlingen udspiller sig om natten ombord på højhuset, hvor firmaets topfolk og et par af de mere sagesløse gulvfolk mødes og diskuterer den akutte situation. Helt alvorligt bliver det, da bossen for det hele flyves ind i helikopter - en præstation af de helt store og nuancerede leveret af Jeremy Irons.

Højspændt & betændt
Det er højspændt, intens og etisk betændt dramatik leveret af en mester i knaphedens æstetik og virkemidler. Chandor får også det nærved optimale ud af sit havdrama, All Is Lost (2013) med kun Robert Redford på rollelisten.

Natlige møder
"Margin Call" er kendetegnet ved sin lækre fotografering, indfangelsen af storbyæstetikken med fugleperspektiver, byens natlys, kontormiljøet og dets mange skærmgenskær. Og langt det meste af intensiteten i det natlige møder er fritaget for underlægningsmusik - et begavet valg.

Store præstationer
Ud over Irons’ vidunderlige birollepræstation fornøjes man af Kevin Spaceys portræt af den etisk trængte firmaveteran, Sam Rogers. Og Stanley Tucci er især i filmens anslag en dybt troværdig repræsentant for fyringsrunders offerrolle.

Velovervejet balance
Spændingen bliver ikke mindre, efterhånden som de endelige beslutninger må tages. Men vi får ikke en reel klimaks-afrunding, hvilket opleves som endnu en kvik og velovervejet balancekunst fra Chandors side