Alien: Covenant (2017)

Sammenhængende film:

Alien (1979)
Aliens (1986)
Alien3 (1992)
Alien Resurrection (1997)
Alien: Covenant (2017)

Alien: Romulus (2024)

38 år efter det helt store gennembrud med mestergyset "Alien" (1979) vender Ridley Scott tilbage som kaptajn for endnu et epos i den med rette succesrige science fiction-filmserie. Det er med ikke så få forventninger til blot en rem af den første films intensitet, at man sætter sig til rette - men mødet med "Alien: Covenant" bliver desværre en meget stor skuffelse.

Stor skuffelse

Skuffelsen opstår primært ud af Scotts efterhånden særlige senior-fænomen, hvor lag på lag af mystificerende kvasi-religiøsitet overtrumfer alle gode intentioner om reel og klassisk genrefilm. Vi så det i særdeleshed i den effekt-ekstremistiske Prometheus (2012) - en film, som "Alien: Covenant" tilmed er en art efterfølger til. I hvert fald er der mange links tilbage.

Ud i intetheden

I starten af det 22. århundrede svæver et gigantisk rumskib rundt i intetheden, på jagt efter en oplagt jord-lignende planet at slå sig ned på. Det meste af besætningen er lagt i langtidsdvale, men vækkes i filmens begyndelse, da det er tid til at komme i arbejdstøjet.

Mystisk signal

Med ombord på skibet er desuden godt 2000 langtidssovende mennesker, der skal "tøs" op, skulle den ideelle planet vise sig. Men snart ændrer missionen drastisk karakter, da besætningen opfanger et mystisk menneskelignende signal fra en planet, som man ikke tidligere har være opmærksom på.

Ugæstfri art

Nu skifter man kurs, og en sonde lander på den ukendte planet, der til forveksling ligner Jorden (med ca. 20 % ilt i atmosfæren kan besætningen bevæge sig ud i den friske luft uden rumdragter.) Men det skulle de nok ikke have gjort, for ud over at finde vraget af rumskibet Prometheus, bliver flere også værter for en meget lidt gæstfri art - dén alien, som vi efterhånden kender så godt. Snart er helvede løs.

Faresignaler fra starten

Faresignalerne i retning af de alt for grænsesøgende store evighedsspørgsmål fanger man allerede i filmens ekstremistisk hvidbalancencerede anslag, hvor Michael Fassbenders stivnakkede robotmenneske køres i stilling. Men da den reelle action går i gang ti minutters tid senere, er man egentlig fortrøstningsfuld. Den første halve time af filmen er nemlig helt efter bogen og klassisk alien-spændingsopbyggende.

Lidt smæk for skillingen

Plottet er vi stødt på før - og i betydeligt bedre film - men der er stadig bid i det gode gamle set up, så længe der ikke pøses på med åndelige trosbekendelser og evigheds-lommefilosofi udi talrige uforklarlige dimensioner. Midtersektionen af "Alien: Covenant" er netop tynget i bund af disse hovedrystende slagsider, før vi igen hen imod slutningen endelig får lidt smæk for skillingen.

Allestedsnærværende musik

Jed Kurzels underlægningsmusik er allestedsnærværende og ikke i nærheden af Jerry Goldsmiths originalmusik fra 1979. Der forsøges lidt udi retning af at integrere det originale tema, men uden den store effekt. 

Dimensions-mudren

Meget af de tidligere films effektivitet opstod ud af det sublime spil på klaustrofobien - og på, hvad der kunne gemme sig om næste hjørne. Det er der ikke meget af i Ridleys 2017-opdatering, hvor scener i dén retning kan tælles på én hånd. Michael Fassbenders dobbelt-robotrolle er tam og også dén præget af uforklarlig dimensions-mudren.