Sometimes They Come Back (1991)

Kringlet og mystisk Stephen King-tv-filmatisering, der bestemt ikke er noget for dem, der afskyr det overnaturlige. Kan man derimod klare en god portion særdeles urealistisk underholdning, så er dette absolut et herligt gys.
 

Malerisk fotografering

Bryan Englands maleriske fotografering fører os ind i denne atypiske gyser, der som så mange andre gyserfilm starter med ren idyl: Den lille kernefamilie Norman ankommer til en mindre amerikansk by i deres folkevognsrugbrød.

En tragisk ulykke
Det er Jim Normans fødeby, og han bringer kun sin kone og lille søn med sig tilbage, fordi han er nødt til at tage en stilling som lærer i byen. Mange år tilbage oplevede Jim en frygtelig tragedie, da hans ældre bror Wayne blev slået ihjel af en flok bøller i en togtunnel. Jim undslap, mens alle bøllerne blev sprængt i luften i et sammenstød med toget.

Genopståede bøller
Tragedien følger Jim hver dag herefter. Og de frygtelige minder blusser voldsomt op, da Jim vender tilbage til byen som voksen. I den klasse, han skal undervise, viser sig nemlig at gå tre af de fire bøller, der i sin tid myrdede Wayne.
 

Hævn opstået fra de døde

Jo, de er døde, men der er vendt tilbage for at plage Jim og hans familie og i sidste ende for at få hævn, fordi Jim var skyld i deres død ved at snuppe bilnøglerne, så de ikke kunne nå væk.

Vanviddet blusser
Jim føler, han er ved at blive vanvittig, og det samme gør hans kone Sally. Det er nemlig kun Jim, der til at begynde med kan se fortidens ondskab. Men hen imod det endelige opgør, kan Sally og sønnen Scott også se ondskaben.


Farve og nerve
Det overnaturlige har det med at tage en smule overhånd, så man bliver ikke mere bange, end sundt er. Det er simpelthen for utroværdigt. Heldigvis forsvinder underholdningsværdien ikke af dén grund. I Tom McLoughlins filmatisering har historien fået farve og nerve takket være en række ganske glimrende lyd- og visuelle effekter.
 

Ækle skurkeroller

De ækle skurkeroller spilles pænt af bl.a. Robert Rusler og Nicholas Sadler. Når de døde, onde øjne møder kameraet i et kort øjeblik, er det næsten ikke til at undgå et anfald af gåsehud.