Lincoln (2012)

Steven Spielberg har fra barnsben af været optaget af præsident Abraham Lincoln, der for alle børn i USA er en kendt deltager i historietimerne.

Bunden er lagt
Efter mange år i støbeskeen blev storfilmen om Lincoln så en realitet. Med sine to en halv times spilletid og en uendeligt bekostet scenografi er bunden lagt til en stor oplevelse.

Mere plump end episk
Desværre er filmen mere plump end episk, hvilket skyldes en dårligt balanceret omhyggelighed. Alle detaljer i selv de mest kedsommelige situationer skal udpensles, og dét bliver populært sagt en killer.

Smelter sammen med figuren
"Lincoln" er en flot film, ikke mindst som følge af Daniel Day Lewis' betagende indlevelse i titelrollen: Han smelter sammen med sin historiske figur og former et portræt af meget høj troværdighed.

Perfektionistiske billeder
Spielberg kender dog ikke sin besøgelsestid, og storfilmen ælter rundt i perfektionistisk komponerede billeder, hvor Lincolns politiske liv er i højsædet.

Savner nærvær
Der er ikke meget fokus på privatmennesket, og de få scener, hvor man kommer bag facaden, savner reelt nærvær (i øvrigt et generelt problem med handlingen).

Et sympatiske menneske
Til gengæld fascinerer Day Lewis' evne til at formidle selv de mindste nuancer. Budskabet er klart, at Lincoln var et sympatisk menneske og en enestående leder.

Blegner og visner
Stjernespækket til bristepunktet er det påfaldende, at langt de fleste præstationer uden om Lincoln blegner og visner. Der er ganske enkelt ikke bid i de historiske figurer, hvor meget, der end kæmpes, og spillet bliver hurtigt teatralsk.

John Williams igen igen
En undtagelse er Tommy Lee Jones' herlige birolle som Thaddeus Stevens. John Williams har endnu engang leveret musikken – den er tam, men fylder heldigvis ikke alle sprækker i handlingen.