Le sabotier du Val de Loire (1956)

En del år før Jacques Demy for alvor brød igennem som filminstruktør, skabte han denne enestående korte dokumentarfilm, der er en dramatiseret fremstilling af et ældre ægtepars simple hverdag i Loiredalen.

I livets efterår
Det er historien om livets efterår, om at blive gammel – og at være det bekendt. Men også om at leve i bevidstheden om, at man snart skal dø. Hvilket ægteparret bl.a. bliver mindet om, da en nær ven går bort og begraves.

Hverdagens gøremål
Parret passer hverdagens gøremål. Året er 1955, og moderne hjælpemidler er ikke noget, man har brug for i Loiredalen. Og så måske alligevel. Konen orker ikke rigtig længere at køre den faldefærdige trillebør den lange vej til floden for at vaske. Måske er det på tide at ofre penge på en ny trillebør med gummihjul?

Fred i alderdommen
Manden finder fred i sit værksted, hvor han stadig mestrer sin træskoproduktion til perfektion – med alle de gamle og velslebne redskaber, der hænger på hver sin nøjagtige plads, så arbejdsgangene er ens og trygge.

Et kærligt sammenhold
Men tempoet er langsommere, og han må holde pauser. Heldigvis er konen der stadig til at hjælpe ham, når alle knivenes blade skal slibes. Han ved, at hvis hun dør før ham, holder han ikke længe.

Unik sammensmeltning
Filmen er mere et drama end en egentlig dokumentar. Men sammensmeltningen gør oplevelsen unik. Demy fortæller sin historie med en magisk sans for livets gang, hvor banalt det end kan lyde. Det er Georges Rouquiers fortællerstemme, der perspektiverer parrets hverdag. Ingen af dem siger noget undervejs. De arbejder bare, passer hverdagen og stopper op for at tænke på det liv, der er ved at være forbi.

Uforlignelige billeder
Billederne er uforlignelige kunstværker, når Demy lader landskaber og den simple hverdag gå op i en højere enhed. Den sort/hvide æstetik perspektiverer mere end noget andet det hjertegribende drama, og stilheden står som oftest som en larmende lydkulisse. Det er de nære hverdagslyde, fortællerstemmen og pletvis underlægningsmusik, der sammen former en ligeså knugende intens formidler som billedsiden.

Livsperspektivering
Man kan tage en hvilken som helst indstilling ud af sammenhængen og granske Demys perfektion udi komposition. Men det er kombinationen af nærvær, livsperspektivering og mesterlig instruktion, der gør "Le sabotier du Val de Loire" til en helt igennem enestående oplevelse. Filmen vandt en pris ved Berlin-filmfestivalen i 1956.