Celda 211 (2009)

Et af nyere spansk films stærkeste bud på råt tremmeruskeri kom med denne nedtrykte fængselsfilm: "Celda 211" er ikke fredagsunderholdning for sarte sjæle, men tværtimod velformidlet blod/sved/tårer-uhygge.

Uhygge og håbløshed
For det er både uhyggen og håbløsheden, der hersker i Daniel Monzóns filmatisering af Francisco Pérez Ganduls roman. Dagen før den unge fængselsvagt Juan Oliver skal starte på sit nye arbejde, bliver han vist rundt i fængslets faciliteter.

Hård skæbne
Den hårde skæbne banker dog på tremmerne. Midt i det hele bryder alle tiders mest hektiske fangeoprør nemlig ud, og Juan Oliver er pludselig fanget bag tremmerne, mens de øvrige vagter er flygtet i sikkerhed.

En snedig plan
Juan Oliver udtænker dog hurtigt dén plan, at han er den "nye morderiske fange" i celle 211, og dén køber de andre indsatte heldigvis. Men hvor længe kan dét blive ved med at gå godt?

Testosteron-jernhård
Fortællestilen er rå og testosteron-jernhård. Håbløsheden er i stigende grad til at tage og føle på, og stemningen har ikke tænkt sig at trække skyerne til side.

Klaustrofobisk plot
I helheden fungerer det klaustrofobiske plot bedst i filmens første time. Her er situationen stadig ny og "spændende" for Juan Oliver. Herefter forfalder historien desværre til det lidt for krydrede, og det er svært ikke at føle sig sensationsberiget på den lidt uinspirerede måde.

Dystre brummeroner
Underlægningsmusikken er ikke dominerende, men begrænset til dystre brummetoner, og skuespillet er en sær blanding af fængselsamatører og dygtige professionelle, der dog hæmmes af de nævnte udviklinger i historien.