Straight Time (1978)

Dustin Hoffman lagde en enorm energi i dette filmprojekt, som fra begyndelsen var tiltænkt som hans eget personlige.
 

Hoffmans store plan

Han havde selv sørget for rettighederne til at filmatisere eksrøveren Edward Bunkers roman. Planen var, at Hoffman selv skulle instruere og have fuldt kunstnerisk råderum i klipperummet.

For overvældende

Det viste sig dog hurtigt for overvældende for Hoffman både at skulle spille hovedrollen og stå bag kameraet, hvorfor han fik sin gamle ven Ulu Grosbard til at overtage instruktørrollen. Siden blev Hoffman frataget sine kunstneriske rettigheder, og filmen fik kun ringe opmærksomhed, da den endelig havde premiere.

Radikalt troværdigt
"Straight Time" kunne muligvis have haft brug for Hoffmans strejf af oprigtig perfektionisme, men det ændrer ikke ved, at filmen er en uhyre stærk og velspillet oplevelse, der går anderledes radikalt og troværdigt under huden på en amerikansk vaneforbryder.
 

Så som så med friheden

Hoffman spiller vaneforbryderen Max, der efter seks år bag tremmer får en chance, da han prøveløslades. Han erfarer dog hurtigt, at det er så som så med friheden.

Holdes i skak

Han bliver hele tiden holdt i skak af den sleske agent Earl Frank (M. Emmet Walsh), der ikke tillader sin klient noget som helst uden at tilføre det et klamt strejf af nedværdigelse.
 

Langt ned i dyndet

Efterhånden slår det klik for Max, og han falder tilbage i det gamle kriminelle spor. Her finder han sammen med gode gamle hjælpere, men er også underlagt amatører og ynkelige stofmisbrugere, der nemt kan få ham langt ned i dyndet.
 

Fatal charme

Max har succes med kærligheden, da den unge Jenny Mercer (Theresa Russell) falder for hans fatale charme og er villig til at gå langt for forholdets skyld.

Mislykket comebackforsøg

Men Max kan ikke rumme de mange smertelige tab undervejs i et mislykket og drabeligt forsøg på comeback, og han må vælge mellem friheden eller tremmerne.

Krybende spændende
"Straight Time" er langt mere autentisk og krybende spændende i sit portræt af vaneforbryderens færden, end vi er vant til i denne amerikanske favoritgenre. Max’ op- og nedture går i dén grad under huden og former hurtigt en knugende utryg fornemmelse i maven: Det går galt, men hvornår?

Fulstændigt ærligt
Det fuldstændigt ærlige filmiske udtryk er filmens fænomenale førsteforce: Stort set ingen musik, fredelig fotografering, ingen brug af effekter eller hektiske virkemidler.

Væsentlig fremdrift
Skuespillet rummer en meget stor kilde til fascination og er en væsentlig fremdrift i den psykologisk fortættede historie. Dustin Hoffman tilfører hovedrollen en sprød blanding af sårbarhed og latent sprængfarlighed. Muligvis en af Hoffmans bedste præstationer overhovedet.

Med stor autoritet

Theresa Russell indfanger den naive hengivenhed og kærlighed til Max med meget stor autoritet. Gary Busey er fascinerende irriterende som den ubetænksomme og smådumme hjælper Willy.

Stjæler nærmest billedet

Harry Dean Stanton stjæler nærmest billedet med sin sammenbidt maskuline optræden som makkeren Jerry. M. Emmet Walsh er kolossalt klam som Max’ plageånd nummer ét.