Crossing Over (2009)

    En række sydamerikanske skæbner, der ønsker permanent opholdstilladelse i USA, oplever det barske integrationssystem på egen krop.


    UDSATTE SJÆLE

    Endnu en i rækken af amerikanske multiplot-film med en politiserende dagsorden: Udsatte sjæle i og omkring det amerikanske integrationsvæsen.

     

    Velkendt formel

    Med alt, hvad det indebærer af kor- og strygermusik, tårevædede familieseancer og sammenbidte magt-brunetter: "Crossing Over" skiller sig ikke meget ud fra den velkendte formel for genren.

    Ikke så vammel endda...
    Og dog, måske alligevel. På en eller anden måde lykkes det instruktør Wayne Kramer at fastholde sit publikum gennem to timer – filmen er nok ikke så vammel endda!
     

    Elegant produktionsdesign

    En hurtig analyse af, hvordan dette kan hænge sammen, tager sit udgangspunkt i Harrison Ford og et elegant produktionsdesign.

     

    Ud af landet med røven først

    Ford spiller en af de centrale roller i filmen som politimanden Max Brogan, der ikke er stolt af sin funktion med at gribe alle illegale indvandrere i buksebagen og smide dem ud af landet med røven først.

    Afdæmpet portræt
    Han har altså også et hjerte. Og denne historie i historien er, stik imod, hvordan den lyder, ikke vammel. For Max Brogan er tegnet med afdæmpet og kærlig pen.

     

    L.A. som omdrejningspunkt

    I produktionsdesignet finder vi Los Angeles som omdrejningspunkt: Og byen lever med stor virkning filmen igennem, bl.a. takket være det fænomenale overblik, vi får serveret gennem flittig brug af ekstremt fugleperspektiv.

    Raffinement i historierne
    De enkelte historier i historien har såmænd alle sammen et eller andet raffinement, der hæver dem over banalitetsgrænsen. Manuskriptet skaber lige nøjagtig den nødvendige dybde i de enkelte personer – men så heller ikke mere.
     

    Følelsesporno

    Historien om den australske blondine, der indgår en aftale med en korrupt funktionær om at blive kneppet i hoved og røv i to måneder mod permanent opholdstilladelse, er ikke serveret helt uden glimt i øjet – lige indtil følelsespornoen udraderer en ellers klædeligt sarkastisk indfaldsvinkel til absurditeten.

    Troværdig perlekæde?
    Det er svært at få film med mange løse ender til at hænge sammen i en troværdig perlekæde. "Crossing Over" tenderer da også det både outrerede og ærkeamerikanske i flere uudholdelige scener. Imidlertid kompenserer en flot og teknisk elegant indramning, samt et overvejende fint spil, rigeligt.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025