Der neunte Tag (2004)

Veteraninstruktør Volker Schlöndorff kaster sig her ud i at filmatisere de nazihistorisk betændte memoirer, skrevet af præsten og kz-fangen Jean Bernard. Det er tungt og socialrealistisk stof fra en tid, hvor ondskaben herskede i Tyskland, og potentialet ligger lige for i forhold til at overføre den virkelige historie 1:1 til film.

Melodramatiseret
Men i stedet for at bore ind til kernen af netop ondskab og afmagt forfalder Schlöndorff i højere grad til det glanspolerede og unødvendigt melodramatiserede i formidlingen af den dybest set usandsynlige historie: En kz-fange får ferie...

Avantgardemusik
Der ville være scener af meget høj lejrhelvedes-troværdighed, hvis ikke det var for den skingre brug af avantgardemusik (taget fra Alfred Schnittkes Concero Grosso no. 1 og Cellokoncert nr. 1.) Her mener man åbenbart, at indespærringens og misbrugets mørke står stærkere med dissonans på lydsiden. Resultatet er det stik modsatte, og det er brandærgerligt.

Kald på flere niveauer
Ulrich Matthes brænder ikke fuldstændigt igennem i den bærende rolle som frihedsberøvet præst med et kald på flere niveauer. Snarere bliver spillet en anelse for teatralsk, og birollemodspillet på fangesiden er heller ikke imponerende.

Tiltrængt nerve
Til gengæld er August Diehl filmens positive overraskelse. Med en følt og underspillet skurkepræstation formidler han ondskabens kerne som nazisten Gebhardt. Det tilfører fortællingen en tiltrængt nerve, men der er generelt for langt mellem intensiteten i scenerne, og filmen forsvinder i sine egne og tiltagende mystificerende tåger.

Indpakningen i fokus
For hvad er det egentlig med denne præst? Hvorfor giver nazisterne ham ni dages ferie? Det står uklart filmen igennem, måske fordi Schlöndorff er mere optaget af indpakningen end indholdet.

Mærkværdig visuel stil
Mange af scenerne fra KZ Dachau, hvor vores præst er fange, fortælles i mærkværdigt grimme semi-slowmotion-billeder. Det hakker i bogstavelig stand derudad i et uforklarligt narrativt greb, der i bedste fald fremstår uhyre primitivt.

Flakkende virkning
Resten af filmen har bestemt visuelle kvaliteter, men tendensen er, at man ikke tager sig tid til at dvæle ved de enkelte stemninger – med endnu en flakkende virkning til følge.