Lad de små børn (2004)

Skuespilleren Paprika Steen instruktørdebuterer hér med en tung-trist historie om et ungt pars rædsler efter at have mistet deres 12-årige datter.

Afmagt & frustration
Det er filmens - og Paprika Steens - hensigt at beskrive de følelser af afmagt og frustration, som forældre oplever, når de har mistet et barn. Hun vil gå under huden og udstille nerverne for åben skærm - råt for usødet.
 

Gode intentioner

Intentionerne er mange og gode, resultatet er derimod kantet og ude af balance. Parret, Britt og Claes, oplever deres livs største mareridt efter at have mistet deres datter. De er begge i dyb krise men forsøger ihærdigt at komme videre.

Lukket facade
Det fungerer bare ikke for nogen af dem. Arbejdet tirrer dem, og de har svært ved at lukke vennerne ind bag facaden. Og hvad værre er: de går effektivt forbi hinanden i enhver tænkelig situation. Ingen synes at kunne hjælpe dem.

Svært identificerbart
Filmen bliver ikke en tudefilm, og det klæder den sådan set godt. Problemet er imidlertid, at man har svært ved at identificere sig med historien, når man ikke kender datteren. Begivenhederne er altså udelukkende koncentreret om dét at være i sorg, og hvordan de sørgende og deres omgivelser håndterer dette.

Lykkes kun sporadisk
Man har ihærdigt forsøgt at forme en knuget atmosfære omkring dette tema, men det lykkes kun sporadisk.

Ved siden af hjertet
Filmen bliver i stedet gennemsyret tung-trist på sin egen kedsommelige måde, hvor skuespillerne kæmper en hård kamp for at formidle sorgen i Kim Fupz Aakesons manuskript. Resultatet bliver i langt de fleste tilfælde overspil, der rammer ved siden af hjertet. Lars Brygmann lykkes i birollen som Britts chef med at spille noget ægthed ind i affæren, og det er hårdt tiltrængt.