Joy Ride (2001)

Nærved rendyrket genre-bras, der er så overdrevet, overtændt og overspillet, at det ganske enkelt er lige til at hylde over. "Joy Ride" - der fik to b-film-efterfølgere - er ellers instrueret af genrespecialisten John Dahl, men blandingsproduktet udi gys, thrill og mystik fungerer rigtig skidt.

En god idé?

Vennerne Fuller og Lewis cruiser ad amerikanske landeveje i en gammel øse, da Fuller pludselig får den gode idé at drive gæk med lastbilchauffører via den gamle radio i bilen. Lewis gør sin stemme fløjsblødt kvindelig, og straks hopper en chauffør på limpinden og går liderligt med på et motel-møde.

En chauffør går amok

Men da chaufføren går forgæves med lyserød champagne og hele sin manddom, går han helt amok. Fuller og Lewis hører det hele fra motelværelset ved siden af, og de fornemmer straks, at noget er helt galt. Og i de følgende dage på landevejene skal det vise sig, at chaufføren er fuldblods-psykoat, der ikke har tænkt sig at lade fyrene slippe med skrækken. Jagten er begyndt!

Overspil!

Særligt Steve Zahn overspiller grufuldt i rollen som Fuller. Hver gang der er fare på færde, spærrer han øjnene op, hvor de nærmest triller ud af hovedet på ham. Kønt er det ikke. Så lykkes Paul Walker lidt bedre som Lewis, der trods alt tidligt gennemskuer, at deres forehavende kan ende galt.

Usandsynligheder i kø

Med oceaner af underlægningsmusik og usandsynligheder i regulær landevejskø udvikler "Joy Ride" sig til en stort set latterlig thriller. Ganske vist er der fint tænkte optræk til hårrejs, og udnyttelsen af lastbilen som gyserobjekt er klassisk. Da den fræser gennem den mandshøje majsmark er filmen på sit højeste, men også her tipper det hele ud over overdrevskanten.