Skyfall (2012)

Bond-film nr. 23 holder niveauet i de foreløbigt tre film, hvor Daniel Craig har spillet titelrollen. Det indebærer guldrandet action serveret på sølvfad, men samtidig noget blodfattigt og tamt og uden de tidligere films unikke humor.
 

Faldet lidt af på den

Bond er faldet lidt af på den. Hans fysik er ikke, hvad den har været. Reaktionsevnerne er ringe, den mentale helse er ikke på toppen. Måske kommer det af, at han egentlig burde være død.
 

Hæsblæsende intro

Dette efter filmens hæsblæsende intro - der samtidig er de utvivlsomt bedste minutter i den samlede spilletid på 2,5 timer. Her bliver Bond nemlig skudt, men han er som bekendt ikke så nem at slå ud af spillet.

Gammel nag
Så da han endelig er kommet op til overfladen igen, engagerer gode gamle M ham i en ny opgave, hvor han skal sætte en stopper for superskurken Silva, der omvendt har som eneste mission at gøre det af med M - som følge af gammel nag. Så nu går det over stok, sten, kontinenter, hals og hoved for at ende i et hektisk klimaks på tågede skotske heder.

Højt niveau
"Skyfall"s imponerende indledning lægger op til en sublimt koreograferet actionfilm, hvor der ikke er sparet på noget. Og i mange gode scener følges der da også op på det høje niveau. Generelt falder filmen dog i meget lange perioder ekstremt i kadence, og her ville det være evident, at kvaliteten af de mere psykologiske aspekter er høj.

Manglende gnist
Men det er den desværre ikke rigtig: Selvom Bond-fans over hele verden vil finde det tiltalende, at man ridser lidt i lakken og går bag superheltefacaden, så serveres de historiske fakta om den svære barndom og livet på landet uden den nødvendige gnist, der kan antænde Bond-bålet.
 

Saftig Bond-skurk

Til gengæld er der masser af saft i Bond-skurkens entré godt en time inde i filmen. Her gør Javier Bardem en spøjst sammensat figur og tilfører filmen et tiltrængt skud af den ellers udeblevne humor.

Kvælning
Desværre er Bardems første scene også den eneste i filmen, der er egentlig interessant. Resten blegner og drukner i arketypificeringer, der bidrager yderligere til den generelle kvælning af spirende originalitet. Musikken er et andet kvælningselement, der i centrale scener er næsten fuldstændigt dominerende.

Visuel inspiration
Ud over filmens omtalte geniale intro udgør også klimaks på den skotske hede stor visuel inspiration. Særligt bilturen gennem landskaberne og ud til det øde gamle hus bidrager med mere sjæl, end det meste af den øvrige film tilsammen.