Convoy (1978)

    Fulgt af hundredvis af lastbiler protesterer en rebelsk chauffør mod fartgrænserne i USA.


    EN DUNST AF DIESEL

    Den vellidte lastbilschauffør Rubber Duck, der har diesel i blodet, leder en kæmpemæssig lastbilskonvoj gennem det amerikanske landskab i protest mod fartbegrænsningerne på landevejene.

    Sympatien vokser
    Politiet, særligt betjenten "Papa Bear", elsker at nedgøre konvojen og forsøger at standse de efterhånden op mod hundrede kæmpestore lastbiler med vejspærringer og skarpe skud. Men sympatien for Rubber Ducks konvoj vokser, og flere og flere chauffører kobler sig på.

    Film i fart
    "Convoy" er en film i fart, dieseldunstende og temmelig underholdende. Sam Peckinpahs finurlige fortællestruktur (hele tiden i fart), klipperytmen og de fine fotografiske perspektiveringer udgør filmens stærke sider.

    Varieret - og kedelig
    Filmen er somme tider smuk og varieret, men bliver i længden også halvkedelig og langsommelig. Der bliver hængt et par godteposer på kliché-knagerækken: Racisme bliver taget halvhjertet op, skudopgøret og eksplossionsdramaet virker plat og fantasiforladt - undertonerne af amerikansk moral ulmer ofte med vammel effekt.

    Maskulint overbevisende
    Kris Kristofferson er maskulint overbevisende, som han fører sig selv og konvojen frem med resolutte gearskift og med en enorm sort sky over de støvede landskaber.



    Anmeldt i 1995 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1978, USA, Action, Drama, Biler på film, 110 min.

    Dansk titel: Convoy
    Instr: Sam Peckinpah Prod: Robert M. Sherman Manus: B.W.L. Norton Foto: Harry Stradling Jr. Klip: Graeme Clifford, John Wright, Garth Craven Mus: Chip Davis