Stalag 17 (1953)

    Et kuld amerikanske krigsfanger i en tysk fangelejr under 2. verdenskrig plages af en stikker.


    UNIK KRIGSKOMEDIE

    Sjældent har man set falde-på-halen-komik så virkningsfuld som i Billy Wilders geniale "Stalag 17". I en helt unik blanding af alvor og humor skaber han en af de mest mindeværdige fangelejr-film nogensinde.
     

    Strenge præmisser

    En gruppe amerikanske soldater er havnet som krigsfanger i en tysk fangelejr under 2. verdenskrig. Gruppen holder til i barak 17 og fører en nogenlunde privilegeret hverdag på de strenge præmisser, der nu engang er.
     

    En stikker på spil

    Men alle flugtforsøg og hemmeligheder bliver på mystisk vis optrevlet af tyskerne gang på gang, og det går op for de amerikanske soldater, at der må være en stikker iblandt dem. I første omgang mistænker de enspænderen Sefton (William Holden), der driver små forretninger med tyskerne, der til gengæld skaffer ham ekstra privilegier i lejren. Men det skal snart vise sig, at det forholder sig noget mere udspekuleret.

    Komikken forstærker alvoren
    Komikken skader ikke filmens troværdighed - tværtimod forstærker den på en befriende nytænkt måde den fortættede atmosfære. Krigen var forfærdelig, men de amerikanske fanger forsøger et langt stykke hen ad vejen at klare sig igennem med humor.
     

    En unik filmoplevelse

    Som helhed er "Stalag 17" at betragte som et unikum. Man er hele tiden undervejs underholdt både af rå dramatik og af lagkagekomik i den mest finurlige blanding. Samtlige roller fyldes fantastisk ud af veloplagte skuespillere.



    Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1953, USA, Krigsdrama, Komedie, Fængselsfilm, 120 min.

    Dansk titel: Stalag 17
    Instr: Billy Wilder Prod: Billy Wilder Manus: Billy Wilder, Edwin Blum Baseret på: skuespil af Donald Bevan og Edmund Trzcinski Foto: Ernest Laszlo Klip: George Tomasini Mus: Leonid Raab, Franz Waxman
    Priser
    • AA - Bedste skuespiller (Holden)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Strauss)
    • AAN - Bedste instruktør