Kinamand (2005)

Blandt Henrik Ruben Gentz’ mindre eksponerede film er dette hjertevarme lille portræt af kærlighed, sorg og svigt i en fredelig københavnsk hverdag.

Intimt miljø
Selvom Kim Fupz Aakesons manuskript udvikler nogle kedelige tendenser udi det sensationslystne, rummer det beundringsværdige muligheder for at udvikle et intimt lille miljø, og dén chance griber de to hovedrolleindehavere, Bjarne Henriksen og Vivian Wu.

En fredelig VVS-mand
VVS-manden Keld er en fredelig og lidt forsagt mand, for hvem det kommer som en overraskelse, da konen pludselig forlanger skilsmisse. Nu må Keld finde nye veje, og han bliver stamgæst på den lokale kinagrill, hvor han hurtigt kommer hele menukortet igennem, bl.a. "6 med kylling".
 

Et pro forma-ægteskab

Kinagrillindehaveren er en snaksalig herre, der hurtigt opsnapper Kelds singlestatus og spørger, om han vil gifte sig med den kinesiske søster, så hun kan få midlertidig opholdstilladelse.
 

Sympatien og kærligheden opstår

Efter nogen overvejelse siger Keld ja. Mest fordi hans ekskone har forlangt 50.000 kroner i forbindelse med skilsmissen, og Keld kan få netop dette beløb som betaling for brylluppet. Kelds nye kone flytter ind i hans lille lejlighed, og efterhånden sker det utænkelige, at de fatter sympati - og kærlighed for hinanden. Men da ekskonen får nys om Kelds nye lykke, truer hun med at melde proformaen til politiet.

Jordnært og ægte spil
Filmen lever højt og flot på det jordnære og ægte spil mellem Wu og Henriksen. Her er overhovedet ingen tendenser til hverken overspil eller ekstreme begivenheder.

Åbenbart og hjertevarmt
Samtidig rummer filmen en kilde til fascination i det åbenbare og hjertevarme portræt af kultursammenstødet, som oplevet gennem Kelds jordbundne optik. Ikke alle skuespillere er lige finindstillet på filmens delikate lille atmosfære. Bl.a. er Charlotte Fich og Paw Henriksen noget tunge at danse med.

Ros for roen
En begrænset brug af (kinesisk inspireret) filmmusik og en herlig inddeling i uhøjtidelige kapitler højner filmen yderligere. Filmen fortjener ros for sin vedholdende ro.