Force majeure (2014)

Helt igennem forførende film af svenske Ruben Östlund: "Force majeure" har sans for det tragikomiske, men at kalde filmen for en komedie ville være at skyde langt forbi mål.

Indsigtsfuld nerve
Det er den psykologisk indsigtsfulde nerve, der driver værket, og parforholdets prøvelser er vel næppe skildret stærkere på film i nyere tid. Östlund former en heksekedel af smerteligt følelsesgnideri, der går i hele kroppen – der opstår rent ud sagt en lyst til at skrige.

Idyllen ødelægges
Det unge par Tomas og Ebba er på skiferie i Frankrig med deres to små børn. Alt burde ånde fred og idyl, men ferien udvikler sig i en penibel retning, da en lavine kommer uhyggeligt tæt på. Herfra er Ebba på nakken af Tomas og udstiller hans manglende "mandighed" offentligt ved flere lejligheder.

Halen mellem benene?
Han stak af med halen mellem benene og overlod kone og børn til den mulige katastrofe. Sådan fremstiller Ebba situationen, noget, som Tomas slet ikke genkender, og serveret for bl.a. et vennepar over vin bliver situationen ikke mindre pinefuld.

Parforhold i forfald
Stemningen af parforhold i forfald er eminent stærkt skildret. Ruben Östlunds narrative greb er minimalistiske og forfalder ikke til de billige kneb eller andre fristende virkemidler. Således er alene lydsiden et mesterstykke: Det er reallydene, der er i fokus, flot suppleret af det sprøde lyddesign.

Et studie i ærlighed
Her er stort set ingen musik til at bringe følelsesapparatet i kog. Stemningerne, hotellets gange, svævebanerne, skiene i sneen, gråden i halsen: Et studie i ærlighed, hvor lydsiden spiller en helt central rolle.

Det fremmede paradis
Fredrik Wenzels fotografering indfanger det fremmede skiparadis med en raffineret fornemmelse for plottets psykologiske ubalance: I perfekt hvidbalance står sneens muligheder stærkere end nogensinde, og enkelte vinklinger i naturens vildnis overlader alt til fantasien... intet er dikterende.

Klaustrofobisk
Filmen er knugende klaustrofobisk i portrættet af parforholdet langt hjemmefra: Det er svært ikke at føle sympati for Tomas, der i dén grad står for skud. Omvendt er Ebba ikke nogen hårdt optegnet bitch, selvom hun inviterer til verbale tæv.

Afrundet drama
Det lykkes for de fleste bærende roller at afrunde dramaet til perfektion: Johannes Kuhnke og Lisa Loven Kongsli præsterer med dyb indlevelse som par i krise, mens Kristofer Hivju elegant drysser psykologiske floskler over vanviddet som Tomas' ven, der ankommer med en betydeligt yngre kæreste.

Snelandskabet i hovedrolle
Inddragelsen af snelandskabets fredfulde dyne er markant i de fleste af filmens facetter. På lydsiden begavet brugt som "tavshedens støj", på billedsiden som blændende intethed – set ovenfra i eventyrlige totalbilleder i maleriske kompositioner.

Stærkt og ildevarslende
De mange lavine-forebyggende eksplosioner fungerer stærkt og ildevarslende, som om de foregriber det psykologiske drama mellem mand og kvinde.