Defiance (2008)

Overlangt og overdramatiseret skamrider Edward Zwicks episke jødesammenholdsdrama alle tænkelige klichéer, højt belagt, så det vælter ud over tallerkenen.

Brødrende Bielski på skovtur
Det er det virkelige livs historie om de jødiske brødrene Bielski, der, efter at have fundet forældrene myrdet, samler en lille gruppe jøder på flugt i de tætte hviderussiske skove. Herude kan nazisterne og deres kollaboratører ikke finde dem – i hvert fald ikke sådan lige med det samme.

Svært at holde kammertonen
Og efterhånden, som gruppen af jøder vokser sig større og større, vokser også behovet for mad, drikke – og sammenhold. For det er svært at holde kammertonen under de tiltagende usle forhold, der får mange af jøderne til at ønske sig tilbage til ghettoen. Men brødrene Bielski holder sammen, selvom også dette holder hårdt. Men måske kan et par yndige kvinder tage toppen af presset?

Følelsesporno
"Defiance" udgør reelt to timer og sytten minutters følelsesporno på de forfulgte jøders bekostning. Det er sjældent, hvis overhovedet nogensinde, at filmen byder ind med ægte smerte, sorg, afmagt eller frygt: Det hele er pakket i stereotypiserede rollefigurer og rigeligt med blødgørende musik for violin og orkester.

Uforudsigelige overlap
En komplekst sammensat vifte af alle mulige og umulige skuespillere udgør en uskønt kantet udfordring: Russisk, tysk og engelsk dialog fyger gennem luften i uforudsigelige overlap – også midt i en sætning. Daniel Craig og Liev Schreiber bidrager med maskulin pondus som de to mest handlekraftige brødre, men rollerne er ikke stort mere end nikkedukker i et forudindtaget snæversyn på jøder – og historien.

Rigeligt med træer
Hele filmen udspiller sig i de store skove, så her er rigeligt med træer! Og man kan faktisk ikke se skoven for bare træer, sådan at forstå, at filmen aldrig finder ind til kernen, men forbliver omstrejfende mellem alle klichéerne. Iben Hjejle optræder i en utroværdigt ynkende/indladende birolle.