Chronic (2015)

Vakuumpakket intensitet i ærlighedens tjeneste: Michel Francos "Chronic" var i hovedkonkurrence på filmfestivalen i Cannes og vandt prisen for bedste manuskript.

Ikke for sarte sjæle
"Chronic" er hverken en film for sarte sjæle eller tilskuere, der udelukkende har en opfattelse af filmmediet som underholdningens tjener. Vi er ude i et helt andet perspektiv og en helt anden fortælling, end gennemsnitsfilmen dikterer.

Liv og død på spil
Faktisk er det liv, og særligt død, der står på spil i Francos begavet sammenstykkede kammerspil. For filmen bevæger sig ikke alene ultralangsomt, den tager sig også al den nødvendige tid til at komme under huden på dén hverdag, vores hovedperson lever i.

Misforstået dedikation
David er privat sygeplejerske og har skiftende klienter. Fælles for dem alle er, at de er døende, nogle tættere på at tage billetten end andre. David ser det som sin fornemste opgave at give klienterne en tålelig sidste tid, men hans dedikation til arbejdet skal vise sig at kunne misforstås. Men David fortsætter ufortrødent sin mission, samtidig med at han forsøger at bearbejde sin egen besværede fortid. Arbejdet med de døende synes at have en helende virkning på ham.

Kloge fravalg
"Chronic" slår tonen an fra første scene: Her er ingen musik, ingen hektiske kamerabevægelser, ingen hurtige klip. Og ganske som det fornemmes, bliver det filmens stil fra ende til anden. Bevidste og kloge til- og fravalg former en kunstnerisk fokuseret filmoplevelse med fokus på nærhed i et bredere livsperspektiv.

Ingen forskånelse
Michel Franco forskåner os således ikke for belastende scener, hvor terminalt syge og døende dør en lille smule mere for øjnene af os. Det er alt andet end let fordøjeligt, men samtidig filmen helt store force. For i den ærlige tilgang opstår magiske scener af knivskarp ægthed. En fuldstændig hengivelse til dødsperspektivet, hvilket ikke mindst mærkes i den fænomenale indlevelse fra Tim Roth i hovedrollen og alle hans døende klienter.

Lange indstillinger
For mange vil fraværet af stemningsmusik – og samtidig de ekstremt lange indstillinger, hvor vi ser David pleje de døende – være både dræbende og frastødende. Tør man give lidt af sig selv, giver "Chronic" dog så meget tilbage. Der er tendenser i retning af en noget uafklaret mystik, når David skuer indad og kæmper med at afdramatisere sit eget liv. Ikke lige klædeligt hele filmen igennem og ind imellem kørt lidt for langt ud. Filmens slutning vil helt sikkert dele vandene. Én ting er sikkert, den bliver lige en tand for konstrueret.