Apan (2009)

Ovenpå debutfilmen Farväl Falkenberg (2006) vender instruktør Jesper Ganslandt hér vrangen ud på eksistentiel angst, sat på spidsen i en historie helt på psykologiens præmisser.

Angstprovokerende
"Apan" beskriver - snarere end fortæller - historien om en mand i 30'erne, der vågner desorienteret på et badeværelse med blod på hænderne. Herfra begynder en ubeskriveligt angstprovokerende selvkonfrontation, og en erkendelse af, at livet aldrig nogensinde bliver det samme igen.

Foruroligende og mystisk

Det er en film uden klar narrativ årsag-virkning-udvikling. Begivenhederne er foruroligende og mystiske, men det er nemt at blive grebet af den krybende uhyggelige angst, som hovedpersonen gennemlever.

Voldeligt nærvær
Filmens form er en genistreg af Jesper Ganslandt: Mentalt voldeligt nærvær i et komplet ærligt og musikløst univers af koldsved og eksistentiel rysten. Et kammerspil med ultimativ nerve, hvor enhver forklaring på filmens udvikling er overladt til den nærved paralyserede tilskuer.

Uforklaret vanvid
For det er forbløffende virkningsfuldt at følge det uforklarede vanvid. Langsomt, men sikkert bliver tilskueren selv i stand til at stykke brikkerne nogenlunde sammen - uden på noget tidspunkt at sidde med en fornemmelse af afklarethed.

Angstens aura
Olle Sarris mildt sagt fabelagtige hovedrollepræstation udstråler en angstens aura så kraftfuld, at mellemgulvet snører sig sammen hos tilskueren. Og i forsøget på at agere nogenlunde normal midt i vanviddet rammer Sarri ligeså hektiske nervebaner.

Fastholde det uafklarede
I forsøget på at fastholde det uafklarede og umiddelbart ængstelige kendte Olle Sarri ikke til filmens udvikling, men fik instruktioner af Ganslandt undervejs via den lille bluetooth-enhed, han konstant render rundt med i øret.