Historien om Hjortholm (1950)

Dette stereotypiserende, landidylliske drama bringer næppe mange sind i kog, men instruktør-trekløveret Asbjørn Andersen, Poul Bang og Annelise Reenberg har alligevel et godt greb om den klassisk handlekraftige udkantsdanmarkshistorie.

Begge ben solidt plantet
Dette er historien om Hjortholm, som det idylliske gods tager sig ud i naturskøn beliggenhed og med djærve protagonister med begge ben solidt plantet i den jyske muld. Den unge komtesse Fanny Højbro står til at arve godset, men det hele er ved at blive lidt for spændende, da godset er i økonomiske vanskeligheder.

Kærligheden overvinder alt
Da den sleske sagfører Bro tilbyder at købe godset mod at få Fannys hånd, kan det nok være, at sammenholdet på Hjortholm når nye højder. I kamp mod tiden og de pengestærke kræfter skal godset og dets beboere nok vise, at kærlighed overvinder alt – og heldigvis reddes de alle på målstregen af en rigtig god nyhed.

Korch i konkurrence
Filmen fik premiere blot måneder efter ASAs første Morten Korch-filmatisering, De røde heste (1950). Således svarede Saga Studio igen med en meget Morten Koch-lignende film, blot baseret på en roman af dramatikeren og forfatteren Sophus Bauditz.

Idyllisk hungrende
Det blev den eneste Bauditz-filmatisering, og "Historien om Hjortholm" blev overvejende positivt modtaget af det idyllisk hungrende biografpublikum.

Flot Reenberg-fotografering
Annelise Reenberg stod også ved kameraet, og filmen er forrygende flot fotograferet med et godt blik for lys, skygger og skæve vinklinger i klassisk sort/hvid æstetik.

Klassisk sammensætning
Skuespillersammensætningen er klassisk med Ellen Gottschalch som den elskelige og hårdt prøvede komtesse Rose. Flankeret af den humørspredende Greve Heinrich i Peter Malbergs varemærkehygge, og Johannes Meyers livstykke af en gårdkarl og hestepasser.

Magiske Schønberg-øjeblikke
Jørn Jeppesen er bad guy igen igen, denne gang balanceret slesk (men han havner heldigvis fortjent i gadekæret, efter at hestepasseren har smurt fedt på tøjlerne.) Ib Schønbergs birolle som den udspekulerede proprietær Kielsen er filmens mest nuancerede præstation, og de øjeblikke, han er i handlingen, er decideret magiske.

Blandet modtagelse
Pressen var ikke decideret jublende ved premieren i 1950. "Vel optaget, vel spillet og vel modtaget af et stærkt interesseret publikum" hørte til blandt de mere positive overskrifter, mens "Flad Folkekomedie", "Tre skridt tilbage", "Hvorfor kan vi ikke lave bedre folkekomedie" og "Festlig, folkelig og forfærdelig" mere satte stemningen.

Iørefaldende tema
Musikken til filmen blev skrevet i parløb mellem Sven Gyldmark og Peter Deutsch, og tonerne er om ikke andet betydelig mere karakteristiske, end genregennemsnittet: Særligt det iørefaldende tema, der går uhyggeligt meget igen gennem hele filmen (ligesom spøgelset på godset, i skikkelse af Signe Grenness.)