Slums of Beverly Hills (1998)

Veloplagt og stedvis finurligt morsom beskrivelse af teenagepigen Vivians op- og nedture i Beverly Hills, 1976. Manuskriptforfatter og instruktør Tamara Jenkins har en herligt ukonventionel tilgang til begivenhederne og deres formidling - og resultatet er en frisk, frejdig og skæv film.

Sitrende hverdag

Vivian kæmper ikke alene med pubertetens prøvelser. Hendes to brødre og alenefaderen Murray udgør også udfordringer i hverdagen. Det hele bliver kun endnu mere sitrende af, at den lille familie konstant flytter fra sted til sted i et glamourøst kvarter, som de i virkeligheden ikke passer ind i.

Sære & idérige vinklinger

Med sære og idérige vinklinger på både historie og formidling giver "Slums of Beverly Hills" allerede fra anslaget tilskueren noget at arbejde med. Ekstreme frøperspektiver af palmer og skyer er fx en visuel lækkerbisken at komme i gang på. Der er fokus på detaljen, hvilket fremhæver det fornøjelige i tidsbilledet af 1976.

Fænomenalt spil

Den allerstørste drivkraft ligger i et par fænomenale præstationer. Natasha Lyonnes hovedrolleportræt af den forvirrede Vivian, der både opdager menstruation og seksualitet undervejs, sidder lige i det dådyrøjede - og er en bambi på troværdig glatis. Samtidig er Marisa Tomeis sexkillinge-portræt af Rita med til at fyre op under filmens mange energier.

Lidt ud på overdrevet

Rolfe Kent har begået en alternativ og pænt veloplagt underlægningsmusik, der dog i alt for høj grad spiller en hovedrolle i filmen. Desværre har man ikke haft fornemmelse for, at de bittersødt komiske situationer havde stået uhørt meget stærkere alene - i egen aparte majestæt. Der er dog også tendenser til, at komikken i sig selv kører lidt ud på overdrevet.