Stalker (1979)

I den russiske instruktør Andrei Tarkovskij finder vi en kompromisløs kunstner, der byder os ind i et visuelt univers uden sidestykke. Således også i "Stalker", der er historien om en stor forladt verden med ruiner og mystiske gange - en verden, som man kun kan få adgang til ved at lade sig føre af vandringsmanden Stalker, på gamle rustne togskinner og med fare for at blive skudt ned.
 

Ind i det glemte land

En forfatter og en videnskabsmand har betalt denne Stalker for en opdagelsesrejse ind i det glemte land, og der venter dem mange absurde oplevelser i den forladte zone, der er i konstant forandring og derfor ikke til at stole på.

Et rullende museum
Tarkovsky er ikke ude på at underholde. "Stalker" er en kunstfilm, hvor billederne alene er et rullende museum og rammen om et filmisk eksperiment, der glæder alle entusiaster. Instruktørens konsekvente brug af reallyd, sparsom dialog og en meget langsom kameraføring leder publikum ind i en visuel verden, som man næppe havde tænkt mulig, før man satte sig til rette.

Som drømme
Filmens mageløse visuelle univers kan bedst sammenlignes med menneskets drømme: Lettere overnaturlige i bredformat og lange sekvenser. Det er på det nærmeste den følelse, man sidder med i "Stalkers" nærvær. At man oplever en drøm filmatiseret eller visualiseret for omverdenen.
 

Stemninger fremkaldt

Den tid, som Tarkovsky tager sig til at fremkalde de enestående stemninger, skaber blandt publikum en følelse af at svæve på egne vinger og betragte den betagende verden snarere end være vidne til billeder optaget med et ganske almindeligt filmkamera.

Visuel mission
Skuespillerne bliver til små prikker set i dette perspektiv og fremstår afgjort mest som bindeled for Tarkovskijs visuelle mission. På samme måde forbliver historien mystisk og utilnærmelig og somme tider en kende irriterende og langtrukken: Det er de unikke billeder, der gør "Stalker" enestående.