Dekalog, szesc (1990)

    En 19-årig dreng, der stadig bor hjemme i betonghettoen, er besat af kvinder, men kan kun nærme sig dem gennem en godt skjult kikkert.


    KÆRLIGHED – ENSOMHED

    Sammenhængende i denne serie:

    Dekalog, jeden (1990)

    Dekalog, dwa (1990)

    Dekalog, trzy (1990)

    Dekalog, cztery (1990)

    Dekalog, piec (1990)

    Dekalog, szesc (1990)

    Dekalog, siedem (1990)

    Dekalog, osiem (1990)

    Dekalog, dziewiec (1990)

    Dekalog, dziesiec (1990)

     

    Kærligheden er en gåde, og for 19-årige Tomek en farlig en af slagsen. I Kieslowskis sjette film i Dekalog-serien er det Bibelens sjette bud: Du må ikke bedrive hor, der er grundstenen, og som er den bagvedliggende moralske vogter, men for hovedpersonen bliver forsøget på forståelse af kærligheden både nøglen til at forme en seksuel identitet – og en vej ind i skyldfølelsens mørke.

    Antydningens kunst
    Kieslowski bevæger sig raffineret gennem antydningens kunst, historiens elementer har en tvetydighed, der giver anledning til nye spørgsmål – detaljerne er mange, tolkningsmulighederne interessante.
     

    Fascineret og skræmt af kvinder

    Historien kredser om den 19-årige postarbejder Tomek, der stadig bor hjemme i betonghettoen. Tomek er på én gang fascineret og skræmt af kvinder, men han er især interesseret i en noget ældre kvinde, som han belurer gennem en kikkert, når hun har mandlige besøg. Kvinden bliver efterhånden en besættelse for Tomek, indtil han på et tidspunkt får kortene lagt på bordet, og hun udnytter hans fascination og naivitet.

    Ensomhed og lidelse
    Som Kieslowski selv fremhæver, er denne films virkelige emne ensomheden. I de trøstesløse betonomgivelser er der mange ruder mellem personerne. Hver skæbne lider i sin krog og lider derefter endnu mere for virkelig at kunne møde den anden.
     

    En pris at betale

    Før de kan stå over for hinanden, er der en pris at betale: Den knuste rude. Det er herefter af mindre betydning, om kærligheden fuldbyrdes eller ikke. Det væsentlige i historien er den mandlige hovedpersons udvikling.
     

    Detaljernes kunst

    Det er i detaljernes og skuespillets kunst, at Kieslowski skaber de største øjeblikke i sine film. Stærke visuelle, lyriske virkemidler i form af især lyssætninger skaber en stor kunstnerisk baggrund, der på ingen måde er smuk i klassisk forstand, men som er en stor og velovervejet stemningskulisse til det grå handlingsrum.

    Dobbelthed
    Temaets dobbelthed og den seksuelle fascinationskraft blusser langt mere effektivt i kontrollerede, minimalistiske punkt- og sidebelysninger, fastholdte kameraindstillinger og gennemtænkt nedtonet musikalsk terror, end det ville under mainstreamprægede vilkår.

     

    Svær og unik fortælleskunst

    Det er denne svære og unikke visuelle fortællekunst, som Kieslowski mestrer, samtidig med at vi i hans personinstruktion finder det mest enkle og smukke skuespil, der rammer både kompleksitet og enkelhed, så det går under huden.



    Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1990, Polen, Psykologisk drama, Drama, Teenagere, Udl. tv-serie, 57 min.

    Dansk titel: Dekalog 6 (tv)
    Instr: Krzysztof Kieslowski Prod: Ryszard Chutkowski Manus: Krzysztof Kieslowski, Krzysztof Piesiewicz Foto: Witold Adamek Klip: Ewa Smal Mus: Zbigniew Preisner
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation