2012 (2009)

Jordens undergang i den ene eller anden form har været skildret kreativt på film til alle tider, og her serverer Roland Emmerich alle tiders ekstreme katastrofefilm om den ultimative undergang, som maya-folket forudsagde i tidernes morgen.

Slut prut finale
Ved vintersolhverv 2012 er det slut prut finale: Jorden koger bogstavelig talt over, og de tektoniske plader rykker sig så voldsomt, at al landjord bliver oversvømmet med en hastighed, der modsvarer det store skyls fjernelse af puha fra wc-kummen.
 

Enden er langt mere nær...

En amerikansk forsker opdager, at enden er langt mere nær end først antaget, og nu får man gevaldig travlt med at redde, hvad reddes kan. De få, der er rige nok, kan løse direkte billet til en af de gigantiske arker, der er bygget til at kunne modstå tsunamierne. Andre må kæmpe mod elementerne for at klare de sidste jordiske skær.

Uophørligt eventyrligt
Det er helt foruroligende usandsynlig underholdning, som så absolut udelukkende skal tages for det, det er: Uophørligt eventyrligt. Når vi kommer helt derud, hvor vi er ved at skrige af irritation over de agerendes latterlige dispositioner i absolut sidste splitsekund – inden røv og nøgler går op i røg – så må filmen siges at have fuldført sin mission: At underholde og forføre med sit gigantiske setup og ensrettede plot.

Pænt elegante effekter
Det er selvsagt en film, der skal sælge varen primært på sine special effects, og her er "2012" faktisk pænt elegant. Det medfører, at vi ind imellem tror på det skrækkelige scenarie og får lidt at tænke over, næste gang vi skal skylle stort i wc’et.

På Arkens første klasse
Historien er som den skal være og sidder lige i skabet: Der er de gode, dem der har tanket biodiesel og levet af kartoffelskræller, lige siden klimaforandringerne blev et kendt begreb. Og så er der de onde: Multibilliardærerne med luksusbiler og pelse og små irriterende hunde, der bjæffer uintelligent på lillemors arm. De onde bruger skuldrene og de mange millioner til også at omgå Jordens undergang og sikre sig pladser på Arkens første klasse.

Karikeret og sjovt
Det er karikeret og sjovt i yderpunkter som John Cusacks humanistiske familiefar-forfatter og dansk-kroatiske Zlatko Burics møgrige og forkasteligt selvfede russer. Spillerne lever op til det karikerede manus, så her er der for så vidt heller ikke meget at klage over. Til gengæld forbliver "2012" en ekstravagant forslidt genrefilm. Underholdning uden fornyelse – på godt og ondt.
 

En vidunderlig verden

At verden kan være et vidunderligt sted at være, mindes vi om undervejs, i takt med at landjorden styrter sammen og oversvømmes. Måske Louis Armstrongs røst i "What a Wonderful World" kunne have gjort mere musikalsk fyldest end det hysterisk oppumpede musikunivers.