Belle de jour (1967)

Hvad sker der, når en kvinde mister den seksuelle besindelse, og pludselig - i al hemmelighed - kaster sig ud i udskejelser, hun ikke selv aner, hvad indebærer? Det er, hvad instruktør Luis Buñuel forsøger at skildre i denne akavede film.

En sær prostitution
Kvinden, Cathertine Deneuves Séverine Serizy, beslutter sig af uforklarlige årsager til at opsøge en privat bordelmutter, så hun i dagtimerne kan fungere som prostitueret for de mænd, der kommer mere eller mindre fast i lejligheden.

Kejtet og ulysten
I starten er hun særdeles kejtet og ulysten i tjansen, men dén går ikke! Mændene vil have fuld tilfredshed eller pengene tilbage. Og det dér med fuld tilfredshed kræver ofte nogle lidt særprægede udskejelser, som end ikke Séverines fantasi på forhånd havde turdet vende.

Stiger til hovedet

Efterhånden stiger hele affæren stakkels Séverine til hovedet, og det er lige før, det går helt galt - men man fristes til at sige, at så havde hun næsten selv været ude om det.

Stærke drifter
Det er en film med en stærk drift, ikke bare i historien, men også i selve fremdriften. Det er tydeligt, at her vil der fortælles en historie ud over det sædvanlige. Man sidder bare tilbage med fornemmelsen af uafklarethed, ligegyldighed og, ja, undskyld udtrykket, plathed.

Tager sig selv gravalvorligt
Eftersom filmen tager sig selv så gravalvorligt, at det nærmest sortner på lærredet, er det virkelig svært at finde den fornødne gnist i affæren, som kunne have givet filmen lidt liv og en egentlig retfærdiggørelse.

Stiv i betrækket
Skuespillerne er stive i betrækket og virker mange steder uinspirerede, udstyret med en tam dialog. Sætter man sin lid til filmens tekniske udtryk, bliver man hverken skuffet eller imponeret.

I en tynd tråd
Man må holde fast i, at "Belle de jour" i sin samtid var lidt af en frækhed og en sensation, men det holder bare ikke, hvis produktets eksistensberettigelse ellers hænger i en tynd tråd.