Drive (2011)

Danske Nicolas Winding Refn fik med denne stort anlagte thriller sit helt store internationale gennembrud. Prisregn, anerkendelser, gruppekram og generel oprejsning blev nu hverdag for den (økonomisk) hårdt prøvede instruktør: Han havde formået af forblænde en hel verden – og dét er det allermest forunderlige.

Tid til forelskelse

"Drive" fortæller historien om en navnløs stuntkører, der er et naturtalent bag et rat men også har en svag karakter. I sin fritid er han nemlig chauffør for Los Angeles' kriminelle. Chaufføren får også tid til at forelske sig og involvere sig i naboskønheden Irene, hvis nuttede lille drengebarn bliver adgangskortet til et varmt (og ufuldbyrdet) erotisk forhold.

Lyssky chaufførjobs

Men de mange lyssky chaufførjobs tager efterhånden overhånd: Ikke mindst bliver det vanskeligt for chaufføren at holde sig ude af de mange hævntogter og æresdrab, og det skal da også vise sig, at han gemmer på et umanerligt effektivt dræberinstinkt – så blodet står til alle sider...

Krukket
Lad os prøve at stikke kniven lidt ind i "Drive"s materie og se, hvad det er, der gør den til en helt igennem konstrueret film. Modsat Refns flotte (men generelt forhadte) Valhalla Rising (2010), der er præget af en asketisk kontrol og en dyrkelse af stilhedens fortættede drama, er "Drive" en åleglat, overfladebehandlet mainstreamfilm, der fungerer som én lang selviscenesættelse. Sådan at forstå, at det forekommer tydeligt, at det er Refns egne psykologisk infantile blik på vold, der driver filmen frem mod det i bedste fald ynkelige klimaks.

Uskønne to sektioner

Filmen deler sig uskønt i to sektioner, hvor første halvdel er den præsenterende og fredsommeligt velmente dagligdagsbeskrivende. Anden halvdel er den eksplicit voldsliderlige, der dyrker den kvalmt latterlige overdrivelse til det grænseløst idiotiske: Slow-motion-splat, evindelige brummetoner og musik, arty farty kameravinkler.

Ufrivilligt komisk
Den åbenlyst konstruerede chokeffekt er nærmest ufrivilligt komisk, særligt i den omtalte dybt prætentiøse indpakning. Det vækker minder om Susanne Biers tilsvarende krukkede fortællestil i den ligeså skamroste, Oscar-vindende Hævnen (2010).
 

Hypnotiserende ekstremitet

Det er fascinerende, hvad det er ved disse danske "krukke-film", der fascinerer en hel filmklode. I tilfældet "Drive" kan man forestille sig, at flertallet er blevet forført og på det nærmeste gjort med rogn af "Drive"s hypnotiserende ekstremitet ud i voldens grumme æstetik. WAUW – det er anderledes! Og at se et hoved blive mast under en støvle, eller en blondines hjernemasse vælte ud over det hele i slow motion, dét er da kunst og skabt af en stor auteur!

Se mig!
Rigtig mange af Refns beslutninger præges af en kejtet lyst til at imponere. "Se mig!" Og han blev set! Ryan Gosling gør en nogenlunde acceptabel figur i den pænt tavse og sammenbidte hovedrolle, men ellers er skuespillet ikke filmens fokusområde. Man kan glæde sig over en smule æstetik i de hæsblæsende biljagter samt et flot natligt helikopteroverblik over Los Angeles.