Tobiasnætter (1941)
Intrigerne stortrives, da forskellige par mødes på kryds og tværs af gamle og eksisterende forhold og sætter ny og gammel kærlighed i svingninger.
FJOLLERI OG INTRIGER
Instruktør Johan Jacobsen forsøgte sig her med en art dansk crazy-komedie, der ikke fik den store succes hos anmelderne.
Poetisk grundtone
Filmen har en grundlæggende poetisk tone, men bliver alligevel for overfladisk i sin tilgang til personerne og det enorme udbud af intriger, der er hele historiens fundament.
Parforholdets anatomi
Det er parforholdets anatomi, der dissekeres, og dét at flirte og føle sig tiltrukket uden for ægteskabets rammer. Hermed var filmen en kende kontroversiel i tiden under 2. verdenskrig, og enkelte af filmens scener har givetvis med sine antydninger været svære at sluge.
Lagt op til flirts
Alice er lykkeligt gift med Christoffer efter tidligere at være blevet skilt fra komponisten Ole Sand. Nu aflægger Sand parret en visit, og der er lagt op til flirts. Tilfældet vil, at Christoffer samtidig får besøg af den første pige, han nogensinde har kysset. Så flirts og intriger bliver ganske som lyn og torden.
Kønslig afholdenhed
Ifølge ordbogen skal titlen "Tobiasnætter" tolkes således (efter Tobias i det gammeltestamentlige apokryfe skrift Tobits Bog): De første nætter efter brylluppet, hvor ægtefællerne efter gammel overtro skal være kønsligt afholdende for at undgå onde magters indflydelse.
Livgivende ilt
I og omkring dette plot former Johan Jacobsen et dragende univers, ikke mindst på grund af en tilstedeværende on location-fotografering, der adskiller de mange studieoptagelser med livgivende ilt.
Adspredt fortælleform
Særligt i filmens begyndelse hersker en helt særlig adspredt fortælleform, hvor der klippes gevaldigt i tid og rum, så den enkelte scene kommer til at stå alene og blafre i en underligt ukonkret kontekst. Det kan man sige er et led i opbygningen af det sitrende, flirtende og intrigante plot, hvis kerne er netop disse følelser.
Mændene bedst
Blandt skuespillerne er mændene bedst: Henrik Bentzon gør en ikonisk maskulin figur i rollen som den borgerlige Christoffer. Angelo Bruun har ikke samme gennemslagskraft i rollen som Ole Sand, men formår alligevel at få ild i intrigens flamme.
Betagende islæt
Helge Kjærulff-Schmidt er filmens mest betagende islæt i rollen som hushovmesteren Philip. Charmerende, vittig og fuld af udstråling. Kvinderne er omvendt overdrevent kunstige: Eva Heramb får aldrig rigtig fodfæste som den dukkede Alice, ligesom Berthe Qvistgaard er ved at revne i sine kunstige smil som Nanna.
Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1941, Danmark, Komedie, Romantik, Farce, 95 min.
Dansk titel: Tobiasnætter- Henrik Bentzon (Christoffer Martensen)
- Eva Heramb (Alice Sand)
- Berthe Qvistgaard (Alice Borgen)
- Clara Østø (Stuepigen Topsy)
- Helge Kjærulff-Schmidt (Hushovmester Philip)
- Mathilde Nielsen (Den gamle dame)
- Petrine Sonne (Kokkepigen Marie)
- Sigurd Langberg (Teaterdirektør Bramsen)
- William Bewer (Gartner Jensen)
- Angelo Bruun (Komponisten Ole Sand)
- Olaf Ussing (Bryllupsgæst)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation