Dekalog, dziewiec (1990)

Sammenhængende i denne serie:

Dekalog, jeden (1990)

Dekalog, dwa (1990)

Dekalog, trzy (1990)

Dekalog, cztery (1990)

Dekalog, piec (1990)

Dekalog, szesc (1990)

Dekalog, siedem (1990)

Dekalog, osiem (1990)

Dekalog, dziewiec (1990)

Dekalog, dziesiec (1990)

Kieslowski fabulerer i denne, sin næstsidste film i Dekalog-serien, over Bibelens niende bud: Du må ikke begære din næstes hustru.
 

Meget bevægende

Filmen er blandt de mest bevægende og overbevisende i serien, blandt andet fordi budskabet er så menneskeligt, at det i overført betydning nærmest bliver af bibelske dimensioner.
 

En desperat omfavnelse

Den unge læge Roman har i skjul opsøgt en gammel ven, der efter en række tests kan fastslå, at Roman er uhelbredeligt impotent. Roman vender meget slukøret hjem til sin kone, Hanka, der ikke tager imod hans opfordring om at finde en elsker. Visse ting bør man ikke tale til ende, som hun udbryder, mens parret desperat omfavner hinanden.
 

Til ekstremerne

Det varer ikke længe, før Roman erfarer, at Hanka allerede har en elsker, og selvom han jo netop sagde, at hun skulle finde sig en, bliver han dybt såret, da han ser, at det finder sted i virkeligheden. Roman siger ikke noget til Hanka om sin opdagelse, men går i stedet til ekstremerne – han aflytter konens telefonsamtaler og får lavet en ekstranøgle til svigermorens lejlighed, hvor de elskende mødes, så han kan udspionere dem.
 

Dyb depression

Men Roman kan ikke komme ud af sin dybe depression, og han har efterhånden svært ved at se en udvej. Som Kieslowski har udtalt det, er Romans impotens synonym med mangel på fremtid. Han ser derfor verden anderledes.

Nedværdiget og forslået
Det er gennem denne optik, dette subjekt, at hele filmen opleves, og denne oplevelse er både barsk og intens, sørgmodig og rørende. Den nedværdigede og forslåede, ukampdygtige og afvæbnede psyke, som præger filmens hovedperson, smitter af på filmens væsen. Det bliver en meget stærk og privat oplevelse at være så knyttet til begivenhederne, en tilknytning, der skyldes Kieslowskis minimalistisk akkurate og dybt originale kunstneriske fortællestil.

Hårfine psykologiske antydninger
Her er tale om en produktion, der er så renset for sentimentale virkemidler, og som fungerer på så enkle og hårfint psykologiske antydninger, at filmen går direkte i blodet og suger sig fast som en igle.
 

Fundamentale mekanismer

I skuespillet, i øjnene, i kropssprog og mimik – antydningerne er stærke og spiller på helt fundamentale menneskeligt psykologiske mekanismer. Det menneskelige følelsesapparat er Kieslowski i stand til at aktivere på film i en grad, som kun ganske få instruktører mestrer.
 

Mange ansigter

Skuespillerne bliver filmens ansigter på de mange fundamentale følelser, som historien rummer, og man føler, at man spejler sig i deres bedrøvede øjne. Igen spiller Preisners (underdoserede) musik med sin minimalistiske enkelthed og blide akkorder en stor rolle for filmens udtryk.