Dekalog, dziesiec (1989)

Sammenhængende i denne serie:

Dekalog, jeden (1990)

Dekalog, dwa (1990)

Dekalog, trzy (1990)

Dekalog, cztery (1990)

Dekalog, piec (1990)

Dekalog, szesc (1990)

Dekalog, siedem (1990)

Dekalog, osiem (1990)

Dekalog, dziewiec (1990)

Dekalog, dziesiec (1990)

Bibelens tiende bud lyder, at man ikke må begære dét, der tilhører ens næste. Denne regel gradbøjes og fortolkes til en yderst interessant historie i Kieslowskis optik – i den tiende og sidste tv-film i hans storværk "Dekalog".
 

Begær i flere afskygninger

De fleste kender vel til en vis form for begær for andres ting, hvad enten, det gælder fysiske attributter eller materielle goder. Netop derfor har det været magtpåliggende for stærkt troende at afholde mennesket fra at tænke disse tanker ved at indskrive det som en regel i de hellige skrifter.

Moralen udfordres

Moralen er jo i sidste ende, at man skal være tilfreds med det, man har. Men hvad gør man, hvis man pludselig står med en millionformue mellem hænderne, bliver nyrig og kulret?

Formuen skal vokse
Vælger man at donere alle pengene til velgørenhed, eller vælger man – som brødrene i Kieslowskis film – at gå i gang med den helt store efterforskning for at få formuen til at vokse, og sørge for at blokere, så øvrigheden ikke får adgang til pengene?

Verden ændres

Jerzy (Jerzy Stuhr) og Artur (Zbigniew Zamachowski) har lige mistet deres far. De ser ellers ikke hinanden, har ikke ret meget tilfælles, men da de opsøger en frimærkekender for at få vurderet farens samling, ændres deres verden fra det ene øjeblik til det andet.
 

Kan købe hele verden

Det viser sig nemlig, at frimærkesamlingen er mange millioner værd. Brødrene kan pludselig købe hele verden. Men formuen er jo ikke tilgængelig i rede penge.

Benarbejde og tankevirksomhed

Derfor kræver det benarbejde og tankevirksomhed at omsætte de kostbare mærker til kontanter, og det er hér, brødrene meget pludseligt kan sætte et ben forkert. Mere vil have mere, og snart havner brødrene i helt absurde situationer, som de aldrig ville have udsat sig selv for, hvis ikke der var helt store penge på spil.
 

Ironisk distance

Kieslowskis tiende Dekalog-film er karakteriseret af en høj grad af ironisk distance. Dette gør sig ikke mindst gældende på lydsiden, hvor filmen rummer flere falde på halen-lyde og cirkusagtige trommehvirvler for at indikere, at brødrene er ude på glatis.
 

Løftet pegefinger

Det fungerer godt, når Kieslowski skaber denne distance, for denne tiende film er samtidig den første, der ikke er et udpræget mentalkrybende drama. Det vil sige, at filmen ikke decideret bevæger sig ind under huden, men mere er en ironisk løftet pegefinger, der peger på Bibelens tiende bud.
 

Intensitet og troværdighed

Filmens anderledes karakter betyder dog ikke, at den mister intensitet og troværdighed. Den rummer bare disse egenskaber på en anden måde, og udgangspunktet og tematikken er jo overordnet det samme.

Trøstesløst udgangspunkt

Nemlig en trøstesløs boligblok og menneskelige følelser og skæbner på højkant. Egoismen går hånd i hånd med pengebegæret, og efterhånden, som tingene begynder at gå galt for brødrene, er det nærliggende at mistænke hinanden.
 

Stærke virkemidler

Hele affæren, fra begravelsen over opdagelsen af frimærkernes værdi til vejen mod den sikre afgrund er skildret med ironiens stærke virkemidler, fx har den ene bror, der er rockmusiker, sin walkman kørende for fuld drøn, mens faren bliver begravet.

Et eftertrykkeligt punktum

De to brødre og ikke mindst frimærkeeksperten (Henryk Bista) spiller meget overbevisende, og Kieslowski sætter et anderledes og eftertrykkeligt punktum for et af filmhistoriens helt store aftryk.