Poeten og lillemor og Lotte (1960)
Et ungt par får deres første barn, og det skal vise sig svært at få sin nattesøvn og udleve sin kreative åre.
BABY I CENTRUM
Sammenhængende film:
Poeten og Lillemor (1959)
Poeten og Lillemor og Lotte (1960)
Poeten og Lillemor i forårshumør (1961)
Midterbarnet i Erik Ballings trilogi om det nuttede par, Poeten og Lillemor, involverer også et barn i handlingen, idet en lille krøltop er i vente i filmens vellykkede anslag. "Poeten og Lillemor og Lotte" er samtidig den første film i serien i farver.
Katastrofetænkning
Hér præsenteres vi for Lillemors første fødsel, men på behørig afstand som oplevet af Poeten. Han går hvileløst rundt i stuen, mens Bodil Udsens jordemoder tager sig kærligt af fødslen ovenpå. Ove Sprogøes Nabo-Anton forsøger samtidig at støtte Poeten i hans store frustration og katastrofetænkning.
Baby i centrum
Men ud kommer den (babyen), og filmen kan rigtig komme i gang. Helt som ventet centreres handlingen om den lille ny, men der bliver også tid til afstikkere ud i den lille by, hvor bageren og slagteren er vigtige bipersoner.
Lødig og finurlig
Charmen fra den første tegneseriefilm (filmene er baseret på Jørgen Mogensens tegneserier) er bibeholdt, og "Poeten og Lillemor og Lotte" hører til blandt de lødige og finurlige danske 60’er-komedier, næsten helt fritaget for fyldstof.
Plads til pjat
Lidt pjat bliver der dog plads til, når fx kåringen af frk. Forår kommer til byen, med alt hvad det indebærer af håbefulde kvinder på rad og række foran livemusik og aldrende mandedommere, men det præsenterer samtidig Helle Hertz i en sekundkort og letpåklædt optræden, der blev hendes filmdebut.
Hverdagens små tragedier
Et andet lidt opskruet folkekomisk islæt opstår, da Anton vælger at investere 5000 kr. i et nyt revolutionerende hårmiddel, der skal give tyndhårede løvemanke på ny. Hér fornemmer vi den tidlige Balling-spasmagers fornemmelse for hverdagens små lunefulde tragedier.
Behagelig nedtonet musikbrug
Bent Fabricius-Bjerres musik lægger herligt ud med "drama for strygergruppe", mens Poeten gennemlever "sin" første fødsel på afstand – ellers er musikken behageligt trukket tilbage gennem hele filmen og stikker kun lejlighedsvis hovedet frem.
Kære små digte
Henning Moritzen er slet og ret vidunderlig som den humanistisk-distræte Poeten, der ikke er bange for at vise følelser, ikke mindst gennem sine kære små digte, der denne gang primært er rettet mod lille ny Lotte.
Allerbedst balanceret
Karl Steggers slagter er dog filmens allerbedst balancerede præstation: Han ser til fra sidelinjen på de lykkelige par, der får børn, men konstaterer igen og igen (i Ove Sprogøes barberstol) at det ikke er noget for ham, det dér med kvinder. Dirch Passer bliver noget for skinger i rollen som bagermesteren, der nu blot varter sin babe-bagerjomfru (Judy Gringer) op. Hun ligger bare og ligger, og bageren kalder hende for "sin lille numse".
Aparte indslag
Et aparte indslag i filmen er Poetens alkoholiske flugt fra baby- og skriveblokeringer. I København overværer han en avantgarde-recitation til skæve jazztoner.
Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1960, Danmark, Komedie, Familie, Børn på film, 99 min.
Dansk titel: Poeten og lillemor og Lotte- Henning Moritzen (Poeten)
- Helle Virkner (Lillemor)
- Ove Sprogøe (Anton)
- Lis Løwert (Vera)
- Dirch Passer (Bageren)
- Judy Gringer (Bagerjomfru Lise)
- Karl Stegger (Slagteren)
- Bodil Udsen (Jordemoderen)
- Arne Weel (Redaktøren)
- Bjørn Watt-Boolsen (Fotografen)
- Preben Kaas (Journalisten)
- Holger Hansen (Ministeren)
- Ove Rud (Vred ung mand)
- Helle Hertz (Deltager i Frk. Forår)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation