Poeten og lillemor og Lotte (1960)

Sammenhængende film:
Poeten og Lillemor (1959)
Poeten og Lillemor og Lotte (1960)
Poeten og Lillemor i forårshumør (1961)

Midterbarnet i Erik Ballings trilogi om det nuttede par Poeten (Henning Moritzen) og Lillemor (Helle Virkner), involverer også et barn i handlingen, idet en lille krøltop er i vente i filmens vellykkede anslag. "Poeten og Lillemor og Lotte" er samtidig den første film i serien i farver. Hér præsenteres vi for Lillemors første fødsel, men på behørig afstand som oplevet af Poeten. Han går hvileløst rundt i stuen, mens jordemoderen (Bodil Udsen) tager sig kærligt af fødslen ovenpå. Naboen Anton (Ove Sprogøe) forsøger samtidig at støtte Poeten i hans store frustration og katastrofetænkning.

Men ud kommer den (babyen), og filmen kan komme i gang. Helt som ventet centreres handlingen nu om den lille ny, men der bliver også tid til afstikkere ud i den lille by, hvor bageren og slagteren er vigtige bipersoner.
 

Charmen fra den første film (baseret på Jørgen Mogensens tegneserier) er bibeholdt, og "Poeten og Lillemor og Lotte" hører til blandt de lødige og finurlige danske 1960’er-komedier, næsten helt fritaget for fyldstof. Lidt pjat bliver der dog plads til, når blandt andet kåringen af frk. Forår kommer til byen, med alt hvad det indebærer af håbefulde kvinder på rad og række foran livemusik og aldrende mandedommere, men det præsenterer samtidig Helle Hertz i en sekundkort og letpåklædt optræden, der blev hendes filmdebut.

Et andet lidt opskruet, folkekomisk islæt opstår, da Anton vælger at investere 5000 kr. i et nyt revolutionerende hårmiddel, der skal give tyndhårede mænd en løvemanke på ny. Hér fornemmer vi den tidlige Balling-spasmagers fornemmelse for hverdagens små lunefulde tragedier.

Bent Fabricius-Bjerres underlægningsmusik lægger herligt ud med "drama for strygergruppe", mens Poeten gennemlever "sin" første fødsel på afstand. Henning Moritzen er slet og ret vidunderlig som den humanistiske, distræte Poeten, der ikke er bange for at vise følelser, ikke mindst gennem kære små digte, der denne gang primært er rettet mod lille ny Lotte (Charlotte Thomsen).

Karl Steggers slagterportræt bliver dog filmens allerbedst balancerede præstation: Han ser til fra sidelinjen på de lykkelige par, der får børn, men konstaterer igen og igen (i Ove Sprogøes barberstol) at det ikke er noget for ham, det dér med kvinder. Dirch Passer bliver noget overstyret i rollen som bagermesteren, der nu blot varter sin babe af en bagerjomfru (Judy Gringer) op. Hun ligger bare og ligger, og bageren kalder hende for "sin lille numse". Et aparte indslag i filmen er Poetens alkoholiske flugt fra baby- og skriveblokeringer. I København overværer han en avantgarderecitation til skæve jazztoner.