Hunter Hunter (2020)

    En lille familie bor meget isoleret langt ude i skoven. Snart er mor og datter ladt alene tilbage i hytten, da det banker på døren...


    ULVEHYL /SLASH SERIEMORD

    Hér er der proppet for mange ideer ind i ét og samme gysermanuskript af Shawn Linden: Både hans historie og iscenesættelse vidner om en eventyrlig fortællelyst, men flere af de betændte gyserudviklinger udvander så at sige hinanden.

     

    En nødvendig oplæring

    Far (Devon Sawa), mor (Camille Sullivan) og teenagedatter (Summer H. Howell) bor yderst isoleret langt ude i skoven. Her ernærer de sig som pelsjægere, og farmand er godt i gang med at lære datteren op i alskens lyde, dufte og sporsøgninger.

     

    Det banker på døren...

    Og dét er egenskaber, der snart skal komme i anvendelse. En jagt efter en gusten ulv ender nemlig galt, og snart er pigebarnet og moren overladt til sig selv, da det (Nick Stahl) banker på døren...

     

    Ikke en ulvs værk

    Inden da er vi også blevet præsenteret for det syn, farmand mødes af længere ude i skoven. Og dét er på ingen måde rart, og da slet ikke en ulvs værk.

     

    Høstklædte canadiske locations

    Med en flot udnyttelse af de høstklædte canadiske locations har "Hunter Hunter" allerede en pålidelig hovedrolleindehaver. Hvis den dog for pokker bare havde fået lov at leve i eget lydbillede (altså på ægthedens præmisser).

     

    Konstant underlægningsmusik

    Men i stedet overskriver en bogstavelig talt konstant (og kvælende) underlægningsmusik det meste, mens det længselsfuldt kan konstateres i billederne, at trækronerne gynger i en blæst, vi aldrig får lov at opleve.

     

    Vil for meget

    Skuespillet er rimeligt uden at prange. Ulvetruslen er reelt sekundær, da der er anderledes bestialske kræfter på spil i skovene. Det er bl.a. hér, "Hunter Hunter" demonstrerer, at den vil for meget i dette halvandentimes-format.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2020, Canada, Drama, Gyser, Mystik, Teenagere, Dyr på film, Biler på film, Seriemordere, 93 min.

    Dansk titel: Hunter Hunter
    Instr: Shawn Linden Prod: Neil Elman, Juliette Hagopian, Shawn Linden Manus: Shawn Linden Foto: Greg Nicod Klip: John Gurdebeke, Chad Tremblay Mus: Kevon Cronin