Orions belte (1985)

I glimt en ganske hæderlig og endda uhyggeligt effektiv norsk thriller, der dog i det store og hele ikke kender hverken sin egen dagsorden eller besøgelsestid og ender som en komisk rodebutik.
 

Dramatisk skudveksling

Tre norske mænd ernærer sig ved den yderste norske kyst ved Svalbard som turistguider på en ramponeret båd. En dag går de i land på en øde ø og finder en russisk lyttestation, og det ender i en dramatisk skudveksling.
 

På flugt i Svalbard

Herfra er mændene på flugt, og russerne har bestemt ikke tænkt sig at lade dem slippe billigt. Det kan næsten kun gå helt galt, og historien koncentrerer sig om flugten til vands og siden over det øde landskab på Svalbard.

Ubestemmelig blanding
I Ola Solums inkonsekvente iscenesættelse fremstår karakterer og begivenheder som en underligt ubestemmelig genreblanding mellem folkekomedie og koldkrigshøjspænding. Filmen kan ikke være begge dele. Det virker lidt som om, at det er intentionen.
 

Vaklende personinstruktion

Som folkekomedie er filmen et flop, og i lange perioder er skuespillet præget af den vaklende personinstruktion og manglende beslutsomhed i forhold til romanforlægget af Jon Michelet. Det er med andre ord ikke noget kønt syn - og denne form er særligt udpræget i de første godt og vel 30 minutter.

Norges første actionfilm
Filmen regnes som Norges første actionfilm og er et produkt af filmfolkenes irritation over, at alle norske film skulle have et socialrealistisk tema. Sirlige finansieringsmetoder muliggjorde produktionen, og for at gøre filmen interessant også for et udenlandsk publikum, indspilledes samtidig en engelsksproget tv-version.
 

Overbevisende action

Hvor filmen fungerer overbevisende er i actionsekvenserne. Helikopterangrebene er både veltimede og uhyggelige, og den farveløse og iskolde Svalbard-kulisse får hér netop den rette hårrejsende effekt. Særligt fem minutters "landgang" over øde landskaber og nedlagte kulminejernbanespor står enormt stærkt og er filmens fem mesterlige minutter.

Uklar dagsorden
Desværre har filmen som helhed en alt for uklar dagsorden og ender derfor med at blive både lalleglad og intens. En meget underlig filmoplevelse. Danske John Hahn-Petersen og Holger Vistisen medvirker i meget små biroller. Med ørehængende filmmusik, der vandt den norske Amandapris.