Eksperimentet (2010)

Scriptgirl Louise Friedberg får her sin spillefilmsdebut som instruktør med noget så voldsomt som en ransagelse af den danske grønlænder-samvittighed. Og det synes bestemt at være en relevant og nødvendig diskussion, der her tages hul på, og heldigvis beskæftiger "Eksperimentet" sig på en sober måde med de store indgreb i grønlænderbørnenes frihed.

Naturmættet kulisse
Friedbergs naturmættede kulisse er i sig selv et blikfang og et drama, der rager noget op over det sædvanlige i dansk film. Havde inddragelsen af den rå natur været mere følsom, ville filmens barske historie have kunnet smelte mere sammen med det golde og øde. Men Friedberg er tilsyneladende ikke interesseret i naturens muligheder på film. Grønland kunne have spillet en hovedrolle: Det kunne næppe være mere oplagt.

Syntetiske virkemidler
I stedet er filmen tiltrukket af mere syntetiske virkemidler, der kvæler naturen – og filmen. Dette er mest udtalt på lydsiden, hvor de fleste scener underlægges musik. Muligheden for at lade naturens lyde tale og diktere stemningen forpasses, og det undrer. Hvor meget stærkere kunne begivenhederne ikke have været ved at fokusere mere intensivt på naturen, dens sjæl, lyde og monumentale udstråling!

Hovedrolle-højkoncentrat
Friedbergs film er et højkoncentrat centreret om Ellen Hillingsøs hovedrolle, sygeplejersken Gerd, en sammenbidt gammeljomfru, der påtager sig jobbet med at reintegrere grønlandske børn. Højkoncentratet består i den måde, Gerd bliver omdrejningspunkt for langt de fleste dramaer i dramaet. "Eksperimentet" vil måske snarere end noget andet skabe et feministisk fugleperspektiv på en sort plet i den danske socialforsorgs historie?

Udpenslende portræt
Gerd portrætteres udpenslende som en dedikeret kvinde med en prop i underlivet (denne prop bliver dog frigivet med champagne-effekt i en alt andet end erotisk samlejescene undervejs.) Denne kvinde træder også i karakter over for en mandsdomineret overmagt. Om hun brænder igennem er mere usikkert, men hun er en kvinde, der tør stå ved sine holdninger.

Fra sammenbidt til blomstrende
Der er altså grund til at glæde sig over Gerds forvandling fra sammenbidt til blomstrende: En kvinde lærer sin krop at kende, og i takt med elimineringen af de seksuelle spændinger bliver hun også blødere om hjertet, hvilket kommer de hårdt prøvede børn til gavn og glæde.
 

Ikke enkelt

Gemt bag dette centrale kvindeportræt er filmens egentlige dagsorden, der i langt højere grad eksponeres som filmens krumtap: En gruppe grønlandske børn blev efter 2. verdenskrig "deponeret" i Danmark hos danske plejefamilier. Målet var at gøre dem danske – reintegrere dem i det grønlandske samfund. Følgen skulle så være, at de "leverspisende" grønlændere ville indse, at ét samlet rige, hvor alle talte dansk, var vejen frem. Men helt så enkelt blev det ikke.

Hyper-eksponeret
I hovedrollen er Ellen Hillingsø som nævnt hyper-eksponeret, og det er derfor glædeligt, at hun er instrueret så grundigt ind i temaet, at spillet sidder pænt i skabet. Til gengæld er Morten Grunwald ikke god i den meste markante manderolle i filmen. Den stive diktion skærer i ørerne.
 

Musik, der ikke hører hjemme

Ola Kvernbergs film-kammermusik er på nogle områder pænt originalt komponeret. Særligt i filmens indledningsfase opstår interessante temaer. De hører bare ikke hjemme i filmen: Denne ville som musikløs have været bemærkelsesværdigt stærkere.

Kradser i overfladen
Filmen opleves generelt som sober. Den kradser i overfladen og åbner muligheder for interessante diskussioner. Man kunne have håbet på en dybere og stærkere indføring i det mørke kapitel. Her tænkes ikke mindst på de narrative valg og den psykologiske nerve.