Public Enemies (2009)

Instruktør Michael Mann kan sit kram. De fleste af hans film er bundsolide med en lille slagside til det overgjorte. Således flader han også enhver ujævnhed ud med sin damptromle af en actionfilm; "Public enemies". Det er med at flytte sig, hvis ikke man skal blive til en pandekage.

Greb om genren
Det er effektivt og beundringsværdigt actionkram. Ikke mange instruktører har så godt greb om genren, og dét afstedkommer en underholdningsværdi uden lige.
 

Landets mest eftersøgte

USA er midt i Den store Depression. Bankrøveren John Dillinger er landets mest eftersøgte kriminelle og samtidig ekspert i at vige udenom politiet. Filmen følger sideløbende Dillingers dramatiske, sorgløse liv og efterforskeren Melvin Purvis' indædte kamp for at få nakket den kæphøje forbryder.

To poler mødes
Det er således to poler, der i filmens stigende dramakurve er tvunget ud i et opgør, der kun kan ende blodigt. Fremdriften er markant. Der bliver rykket på og revet i dig fra første scene. Ind imellem er det dejligt at blive rusket lidt igennem, og denne type filmoplevelse er Michael Mann garant for. Læg dertil en troværdig 30'er-scenografi- og æstetik, der pakker personerne og begivenhederne i en interessant historisk lomme.

Velafstemt lyddesign
De mange udvekslinger af skud er en anden af filmens højkaliber-oplevelser. Flammende maskingeværer i et velafstemt lyddesign gør særligt opgøret dybt inde i skoven interessant.
 

Yderpoler

Johnny Depp og Christian Bale spiller begge stærkt som yderpolerne: Generelt er skuespillet stærkt og troværdigt. Musikken er ind imellem for dominerende men kan også brillere ved sit fravær, hvorved de øvrige dramatiske lyde kommer bedre til deres ret.

Højspændt
Højspændt, hyperventilerende, men også vedkommende i sin universelle historie om eventyrlyst, overlevelsesinstinkt og kamp/flugt-instinkterne.