Blue Thunder (1983)

Selvom John Badhams 80'er-action "Blue Thunder" ikke ligefrem er en fornyelse i genren, er den alligevel forfriskende. Det skyldes ikke mindst, at store dele af filmen udspiller sig i luften over Los Angeles - i lækkert fotograferet koreografi og Oscar-nomineret klipning.

Gennemhullet grundplot

Grund-plottet er gennemhullet af stereotyper. Her er Roy Scheiders post-traumatiserede Vietnam-vetaran /slash Los Angeles-politi-helikopterpilot Frank Murphy omdrejningspunktet for de mange rotorslag i luft og bolledej. Han har netop fået ny makker, og de får den seneste helikoptermodel demonstreret. Men så dukker Murphys gamle plageånd og fjende op - Malcolm McDowells sleske F.E. Cochrane. 

Gammel had ruster aldrig

At gammel had aldrig ruster vinder nye overdrev, når de to kommer i luften i hver deres helikopter. Her betyder det ikke noget, at man flyver lige over storbyens puls! Den ene skal bare ned med nakken, og døden skal ikke komme i vejen.

Maskulint potent

"Blue Thunder" har sin force i den maskulint potente stål-mod-stål-kerne. Det er bare lækkert, som helikoptere med det nyeste 80'er-gear stryger gennem luften, komplet med lydløs indstilling og super-mikrofoner. Murphy og hans unge makker ynder bl.a. at betragte en kvinde, der dyrker nøgenyoga i sit glashus - en rigtig voyeur-klassiker!

En klods om benet

Klichéerne er tumpede og en klods om benet, men ikke overraskende at de er der. Sure chefer, overdrevne intriger, lig i laster De er der alle sammen, men kan bedre sluges i den flotte luft-action, der også gør, at filmen trods alt skiller sig ud fra mængderne.

Larmende helikopter-action

Bedst blandt skuespillerne er Warren Oates - i sin sidste rolle. På trods af rollens chef-klichéer formår han alligevel at udnytte de ret kedelige rammer i retning af et nuanceret portræt. Arthur B. Rubinsteins musik er tam, men sine steder reelt overdøvet af den larmende helikopter-action.