The Enforcer (1976)

Dirty Harry-filmene:

Dirty Harry (1971)
Magnum Force (1973)
The Enforcer (1976)
Sudden Impact (1983)
The Dead Pool (1988)

"The Enforcer", den tredje af de fem Dirty Harry-film, er på ingen måde banebrydende, men formelen virker alligevel endnu engang: Effektiv, tempofyldt action samtlige minutter.
 

Pengeliderlighed

En bande er løs i San Francisco, og de stjæler våben og myrder politibetjente, hvor de kommer frem. De kalder sig "Folkets revolutionære front", men deres eneste hensigt er reelt at skaffe masser af penge. Betjenten Harry Callahan bliver sat på sagen med sin, på det tidspunkt, levende makker. Da makkeren er blevet dræbt, står Harry alene med sagen, og der opstår som sædvanlig komplikationer mellem ham, ledelsen og myndighederne.

Kvindelig makker
Senere får Harry en ny makker, brunette-betjenten Kate Moore (i et smart stramtsiddende sæt og klip-klap-sko.) Hun får slet ikke lejlighed til at komme i uniform, for ligeså snart, hun og Harry er trådt ud af døren, er der action.
 

Mand og kvinde imellem

Tro nu ikke at Harry bliver blødt op af den kvindelige makker, tværtimod. Der bliver ikke lagt skjul på, hvem der er den stærkeste og mest erfarne, hvem der er mand, og hvem der er kvinde.

Kønsrollerne slås fast
Et par sarkastiske og lettere nedgørende bemærkninger slår kønsrollerne fast, og ægte Dirty Harry-fans ville næppe heller ikke acceptere andet. Harry Callahan lader sig ikke blødgøre! En vis påvirkning på Harry har Kate Moore dog alligevel. Deres forhold styrkes, som filmen skrider frem, og Harry begynder at acceptere sit kvindelige politi-modstykke.

To alenemennesker mødes
Der er ikke meget erotisk spænding i deres forhold, kærligheden bliver holdt på et "psykologisk" plan, der i al sin stilfærdighed er utrolig fint og stærkt skildret. To alenemennesker mødes og lærer at værdsætte hinanden(s svagheder). Denne skildring er filmens stærkeste træk, og Tyne Daly er med sine lidt mandhaftige bevægelser, men samtidig skrøbelige kvindelighed virkelig fin i rollen som Kate Moore.

Glødende humor
En anden kvalitet, der bør fremhæves ved "The Enforcer", er dens glødende humor, der bevidst spiller på publikums forventninger til Harry Callahan. Han folder sig ud med spydige og myndighedsfjendtlige bemærkninger, og hans handlinger er stærkt overdrevne – men mægtig underholdende. Hans selvtægts-politimetoder skal netop tages med et gran salt. Det hér er skæg action og behøver ingen dybdeborende analyse.

Idéen virker
Det er disse kvaliteter, der holder filmens værk i gang. I starten virker plottet noget fortærsket, og første gang, det erfares, at Harrys nye makker er kvinde, betvivles originaliteten. Men overraskende nok begynder idéen at virke efter en halv times tid, og underholdningen er hjemme.
 

Habilt skuespil

Clint Eastwood leverer som sædvanlig habilt skuespil, og garderoben er blevet udvidet, således at Harry somme tider er iklædt andet end grå habit og slips, hvilket klæder den rå betjent. Desuden en fremragende række skuespillerpræstationer i birollerne – blandt andet er Harrys helt uimodståeligt dumme chef McKay yderst veloplagt spillet af Bradford Dillman.
 

Et morsomt link

Også den sorte "gangster" Mustapha er god, og idéen med at sætte Albert Popwell i denne rolle er vidunderlig. Albert Popwell spillede den uheldige bankrøver i "Dirty Harry", der af Harry bliver spurgt, om "han føler sig heldig". Et morsomt link.

Mange specialiteter
Teknisk gennemarbejdet med mange specialiteter – mesterligt klippet. Læg især mærke til sekvenserne filmet på Alcatraz, hvor filmens højdepunkt udspiller sig. Det er mærkeligt at skulle høre Dirty Harry-musik, der ikke er komponeret af Lalo Schifrin. Jerry Fielding har en noget anden stil, men den passer også fint til Dirty Harrys udfoldelser: En kombination af rytmisk jazz og musik for symfoniorkester.