Sin nombre (2009)
En ung honduransk kvinde flygter sammen med en mexicansk gangster på taget af et tog mod grænsen til USA.
BETÆNDT FLUGT
Den senere instruktør af den vellykkede 1. sæson af True Detective (2014- )-serien, Cary Joji Fukunaga, brød her i 2009 igennem med sin højdramatiske skildring af forholdene for mellem- og sydamerikanske flygtninge - gangstere på hævntogt og sagesløse unge kvinder i uskønt match og mix.
Grundigt forarbejde
"Sin nombre" blev berømmet ikke mindst for instruktørens grundige forarbejde: Fukunaga havde brugt meget lang tid på at forske (på egen krop og sjæl) i, hvordan forholdene var for flygtninge på vej til de forjættede stater. Bl.a. skulle han efter sigende have været med på toppen af et af de tog, som flygtningene bruger som transport.
Rendyrket mainstream
Først og fremmest må man dog konstatere, at instruktørens indlevelse ikke stikker dybere end den rent faktuelle. For filmen er i det store og hele rendyrket mainstream - skabt til det brede publikum og tilstræbt storproduktionens udtryk med talrige fancy kamerature samt oceaner af underlægningsmusik.
Unge skæbner
Formildende omstændigheder er pænt spil af flere af de unge skæbner - og den ucensurerede vold (både fysisk og psykisk). Begge facetter, der bidrager til autenticiteten. Mindre vellykket fremstår den udtalte brug af amatører i gangster- og flygtningeroller (oplæsende og kejtet dialog, stereotype bevægelser.)
Kun pletvis fascinerende
Det er visuelt flot, men kun pletvis reelt fascinerende. Hér føler man, at meget potentiale er tabt, for grundhistorien er fyldt med gyldne muligheder for at formidle flygtninge- og gangsterbetændelerne uden omsvøb. Svøb er netop, hvad filmoplevelsen præges af - og det kvæler langt mere, end det fremhæver.
På den hårde måde
I de sammenvævede historier står skæbnerne lidt kejtet til hinanden. Mest interessant finder man portrættet af den purunge "Smiley", der på den hårde måde kan lære gangsterlivet - hvis han vel at mærke vil stige i graderne. Og det vil han!
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2009, Mexico, USA, Drama, Krimi, Teenagere, Tog på film, 96 min.
Dansk titel: Sin nombre- Paulina Gaitan (Sayra)
- Luis Fernando Peña (El Sol)
- Marco Antonio Aguirre (Big Lips)
- Kristyan Ferrer (El Smiley)
- Héctor Jiménez (Leche)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering
- SUNDANCE - Directing Award
- SUNDANCE - Cinematography Award