Den rige enke (1962)

Overmåde primitiv folkekomedie baseret på en succesroman af Morten Korchs søster Johanne. I næsten alle facetter er filmen tarveligt tynd, om det så er udi det tekniske, hvor lyden fx er under al kritik.

Bitter enke
Den bitre enkefru Ellekjær vil bestemme over sine døtre og billiger ikke Gretes forelskelse i gårdkarlen Jørgen. Enken har det sidste ord – og så alligevel ikke... For Grete har ikke tænkt at lade sig tryne, og med lidt held kan fru Ellekjær måske bearbejdes, så det hele alligevel ender lykkeligt?

Hele viften af klichéer
Filmen rummer hele viften af Korch-klichéer – komplet med en lyssky krybskytte, men "Den rige enke" fungerer generelt tungere og dårligere end den succesrige Morten Korch-serie.

Tynd historie
Alle skuespillere er tynget af Jon Iversens ikke-tilstedeværende personinstruktion. Det skinner tydeligt igennem, at spillerne er overladt til sig selv – og så er det svært med så tynd en historie.

Manglende engagement
Gunnar Lauring er tæt på at dratte omkuld af manglende engagement i sin birolle som godsejer: Mere uoplagt har vi med garanti aldrig oplevet den folkekære skuespiller.

Ungdommeligt sprudlende
Så er der lidt mere charme over Peter Malbergs købmand, alle klichéerne til trods, og Arne Hansens ungdommeligt sprudlende Nikolaj (stort set uden replikker).

Fortættet uinspireret
Peter Deutsch leverer et fortættet uinspireret opkog på musiksiden – alle stemninger spartles godt og grundigt ud fra ende til anden. Alle hagerne til trods formår "Den rige enke" i de sødeste scener (der kan tælles på én hånd) at knibe en anelse smittende landsbyidyl ud af tuben.