Misconduct (2016)

Lad det være sagt med det samme: Der er nok ikke dén tilskuer, der efter at have set direkte-til-internet-filmen "Misconduct" ikke undrer sig over, hvordan Anthony Hopkins og Al Pacino er havnet på rollelisten. For Shintaro Shimosawas spillefilmsdebut er alt andet end et kvalitetsprodukt, og dét må have været synligt allerede i manuskriptet.

Garvede stjerner på afveje
De to garvede stjerner booster selvsagt en film som "Misconduct" helt utroligt meget, om ikke andet på interesseværdien, hvor fans ganske givet vil tage chancen og stifte bekendtskab med denne thriller. Og det er da heller ikke fordi, filmen er helt igennem håbløs. Der er bare tale om en håbløst fortærsket, uinspireret historie, der aldrig kommer i nærheden af at være original – på nær i få scener med netop Pacino og/eller Hopkins.

Magtfulde bagmænd
Den unge advokat Ben Cahill har fået nys om, at mangemilliardæren Arthur Denning har fusket med sine regnskaber. Så han går til advokat-guruen Charles Abrams og lufter sine idéer om en omfattende retssag. Og snart er han i gang med sagen, der dog snart skal vise sig at være særdeles vanskelig at arbejde med på grund af de meget magtfulde mænd i kulissen.

En utaknemmelig opgave
Pacino og Hopkins spiller begge relativt små, men alligevel vigtige biroller. I hovedrollen er Josh Duhamel relativt alene om at trække hovedparten af historien, og det er en utaknemmelig opgave. For historien er som nævnt alt andet end overraskende og sprudlende.

Klassisk visuel stil
Den visuelle stil er klassisk funderet om æstetiske dyder som silkebløde kamerabevægelser, poetiske lyssætninger og velovervejede framings. Hér viser instruktøren Shimosawa en fin fornemmelse for det tekniske. Det er også ud af billederne, at den mest dramatiske essens kan høstes – i øvrigt med en alt for anmassende (om end relativt original) filmmusik af Federico Jusid. I mindre og temmelig tåbelige biroller ses Malin Akerman og Julia Stiles.