Leviathan (1989)

Som en tydeligt Alien-inspireret creature-gyser har "Leviathan" bestemt sine øjeblikke, men instruktør George P. Cosmatos' iscenesættelse er flagrende, og dybhavsgysene bider desværre aldrig rigtig fra sig.

Langt væk hjemmefra

Langt væk hjemmefra og på dybt vand arbejder en flok minearbejdere hårdt for snart at vende tilbage til overfladen efter overstået dont. Men så sker der pludselig noget uventet. En ubuden gæst er kommet med ind i sonden, og snart er helvede løs.

Glider af på havbunden

"Leviathan" er et typisk kommercielt senfirser-produkt, koproduceret mellem USA og Italien og med periodens varemærke-teknologiske scenografi som en reelt underholdende baggrund. Det overordnede problem med filmen er dog, at den glider af på (havbunds-)overfladen uden at efterlade sig ret meget andet end helt elementære gys.

Abrupt

Der er slet ikke tyngde nok over karaktertegningerne, men først og fremmest lider filmen under den meget abrupt opståede spænding, der savner underbyggelse og nerve. Tilbage er dygtigt formede analoge monstereffekter, der snildt kan måle sig med de bedste genrefilms.

Mekanisk

Man havde bestemt håbet på mere inspiration og krybende uhygge, men der er noget mekanisk og venstrehåndspræget over udførelsen af "Leviathan", komplet ud i skuespil og en mærkværdigt ukarakteristisk underlægningsmusik af Jerry Goldsmith.

Hæderlig underholdning

Hvad Alien-filmene evner (nogle af dem til perfektion) udi kunsten at opbygge spænding og uhygge i det ydre rum, falder således til havbunden med et plump i Cosmatos' film - dog ikke mere, end at man føler sig hæderligt underholdt af de trods alt talrige passable klaustrofobiske scener.