Alien (1979)

Sammenhængende film:

Alien (1979)
Aliens (1986)
Alien3 (1992)
Alien Resurrection (1997)
AVP: Alien vs. Predator (2004)

Alien: Covenant (2017)

"Alien" er absolut et af de mest effektivt skræmmende (rum)gys, som man kan komme ud for i denne – og særligt fiktionens – verden. Det, der er evigt fascinerende ved filmen, er, at den ikke bliver mindre skræmmende for hver ny gang, den opleves. Det er den samme koldsved, de samme spjæt og det samme sæt stirrende, dybt fokuserede øjne, der præger tilskueren hver gang.

Jorden er forsvundet på radaren
Syv besætningsmedlemmer på et enormt rumfartøj er langt om længe på vej tilbage mod Jorden efter mange år på videnskabelig mission i rummet. Men en morgen kan de pludselig ikke finde Jorden på radaren, fordi skibets hovedcomputer "Mother" af en eller anden grund har ændret kursen.

Et uforklarligt signal
Snart viser det sig, at Mother vil have besætningen til at undersøge et uforklarligt bipsignal, der udsendes fra en nærliggende planet. Tre af de syv stiger ud i planetens stormfulde og ugæstfri atmosfære og forsøger at lokalisere lydene. Efter at have forceret mærkelige landskaber i mørke støder de på en række enorme æg, der ser ud til at være tæt på at blive udklækket.

Ottebenet væsen
Et af besætningsmedlemmerne får pludselig et temmelig stort levende væsen på sig, og de andre iler tilbage mod skibet med den bevidstløse. Om bord undersøger man det mystiske væsen, en ottebenet alien, men det er tilsyneladende dødt. Da manden vågner af sin koma, viser det sig imidlertid, at væsenet har lagt et foster i hans mave!

Frygten formidles
Hovedrollen som dét af besætningsmedlemmerne, der skal vise sig at være mest standhaftigt, udfyldes af Sigourney Weaver, og ligesom de seks andre skuespillere formidler hun frygten fuld af indlevelse. Ridley Scott instruerer hér i en kolossal ånd af kreativitet en af sine markant bedste film – tidligt i karrieren og endnu upåvirket af det store Hollywood-apparat.

Koldsvedte detaljer
De visuelle effekter er imponerende og medvirker i dén grad til den krybende intensitet. Tidløsheden er slående, og effekterne virker fuldt ud den dag i dag. Men først og fremmest er det enormt klaustrofobisk for tilskueren at være "fanget" i de trange gange og aldrig vide, hvornår uhyret dukker op. Og hertil kræves ikke nødvendigvis visuelle effekter, men teknisk snilde med blik for de koldsvedte detaljer.

Mystiske lyde
De evigt nervepirrende lydeffekter ekkoer i alle kanaler gennem hele filmen. Der er fjerne lyde af udefinerbar karakter: Hjertebanken, lyden af motorerne et sted langt borte. Og imens blinker rumskibets katastrofelamper i deres angstfyldte kombination af orange, blå og blændende hvid. Jerry Goldsmiths flot doserede, Golden Globe-nominerede musik hører til blandt hans mest gennemarbejdede minimalistisk-modernistiske og spiller en kolossal, omend tilbagetrukket rolle i samspil med lyddesignet.

Tilskueren selv til stede
Det er slet ikke svært at forestille sig at være passager om bord på sådan et skib, vel vidende, at man kan blive revet midt over hvert øjeblik, det skal være.