The Wise Kids (2011)

Det er en hårfin balancekunst at fortælle en historie så lagdelt og moralsk fortættet som Stephen Cones "The Wise Kids" – uden at falde i baljen med sentimental overfladespænding.

I grænselandet
Filmen befinder sig da også i grænselandet mellem det bundsympatiske og det småsøgte. Men takket være sin fine og detaljerede tilgang til betændte temaer, skvulper malurten aldrig over.

Baptist-seksualitet
En gruppe baptist-teenagere tilbringer meget tid i kirken, hvor den ihærdige Austin giver den hele armen under opsætningen af et Kristus-teaterstykke, komplet med korsfæstelse. Men både på og under korset emmer homoseksuelle følelser. Teenageren Tim er så småt ved at komme ud af skabet, og det vækker liv i Austins egen seksualitet – selvom han er godt heterogift.

I en rettroende verden...
Alt sammen meget farligt i en rettroende verden. For har kirken plads til følelser, der ikke er efter Bibelens forskrifter? Eller skal man under alle omstændigheder bare udleve sig selv og fortolke de hellige skrifter mere æterisk? Det er nogle af dilemmaerne i "The Wise Kids", og Stephen Cone gør en fin figur i dobbeltrollen som instruktør og frustreret baptistbøsse.

En svær balance
Helt ud over rampen kommer filmen dog aldrig, og det skyldes blandt andet det betændte temas egen selvforstærkelse udi etik og moral. Det er uhyggeligt svært ikke at føre en historie som denne udi krukkeriet. En tematisk beslægtet film som Nicolo Donatos danske Broderskab (2009) faldt helt til jorden i sit miks af homoseksualitet og nynazisme.

Pænt tilbageholdende
"The Wise Kids" gør det afgjort bedre og er også relativt tilbageholdende med sine narrative greb, der ellers kunne forstærke betændelsen yderligere. Således er brugen af filmmusik fx pænt afdæmpet.

Nære portrætter
Det er en lavbudgetfilm, der lykkes fint i de nære portrætter, ikke mindst i Tims forhold til de mindst ligeså baptist-frustrerede veninder. Filmens største præstation står Matt DeCaro for i rollen som Tims hyggelige, men også besynderligt sammensatte far.