Broderskab (2009)

Det er stadig vanskeligt at integrere sig i det danske samfund som homoseksuel. Men den italienskfødte instruktør og manuskriptforfatter Nicolo Donato forsøger i sin spillefilmsdebut at bryde gennem en endnu vanskeligere mur: Integration af homoseksuelle i den nynazistiske subkultur.

Lidt ekstra ætsende
Lugter det ikke lidt af noget konstrueret? En anelse af sensationshungren måske? Er det ikke at tage kvælertag på dansk moderne filmdramaturgi og tilsætte lidt ekstra ætsende? Svaret er jo.
 

Konstrueret

Donatos film er konstrueret, sensationshungrende og voldtægtsligt overdramatiseret og forbliver endnu engang dét stjerneskud på den danske filmhimmel, som man står og venter på, men som aldrig viser sig.

En fornærmet soldat

Den pænt rangerede soldat Lars er tæt på forfremmelse, da han bliver fornærmet og dropper en karriere i militæret. I stedet tager han hjem til mor og far og bor en stund, men forældrene har ikke meget til overs for sønnens beslutning - spændingen mellem dem er elektrisk.
 

Barske skinheads

Ved et tilfælde møder Lars byens gruppe af nynazister. Selvom Lars til at begynde med udtrykker klar modvilje, bliver han alligevel draget af lederen Tykkes "kloge" ord, og snart ser Lars sig selv som skattet medlem af den barske bande skinheads. Lars kører så træt i mor og far, at han pakker sin militærtaske og flytter ud i nynazisternes sommerhus ved havet. Her holder medlemmet Jimmi til, og de to nynazister går i gang med at hamre og banke på huset.
 

Nyforelskede nynazister

Der går dog ikke længe, før de to fyre opdager, at de er andet end blot nynazister. De er også nyforelskede - i hinanden, og sommerhuset danner snart ramme om kissemis på briksen. Det store spørgsmål er: Hvor længe kan det blive ved med at gå godt? Bøsser er ikke ligefrem i høj kurs under hagekorset!

Filmidealisme for fuld udblæsning
Donato vil overrumple sit publikum. Provokere, flytte fordomme, ændre verden. Han er på en mission - han vil skabe debat og åbne øjne. Det er filmidealisme for fuld udblæsning!
 

Opsang og udstrakt hånd

Idealistisk i dén forstand, at vi bliver tvingende nødt til at forholde os til et tema, der er ment som en opsang og udstrakt hånd til det hadefulde og bestialske, der er gemt i os alle. Er det ikke bøsser, vi hader, er det afrikanere, gamle tanter eller miljøaktivister!

Fanget i nazismens greb
Det er lidt i tråd med Per Flys dansker-trilogi, der i sin tid markedsførte sig på "realistiske" beskrivelser af det danske samfunds bund, middel og top. Her har vi en film, der slår sig op på den sensationelle historie, at to bøsser er fanget i nazismens greb og nu straks er villige til at kæmpe for ligestilling...
 

Sex - med heftig musik

I den første sexscene mellem vores nyforelskede nynazister lyder heftig musik. Vi skulle nødig være i tvivl om, at de her gør i nælderne. I det hele taget skaber sprød, akustisk guitarmusik rytmisk drama i transportscener filmen igennem.

Smådrenge-skyldfølelse
Da vores famlende par for første gang efter deres uartige handlinger møder lederen Tykke, udstråler de begge smådrenge-skyldfølelse. Helt ærligt, hvilken nazist ville som udgangspunkt mistænke en af sine egne for at være bøsse?! En anden urealistisk scene er parrets opvågning efter deres første hede sex: Hovsa, det kan vi overhovedet ikke huske noget om, det var en svipser. Parringsritualet foregik åbenbart i et totalt liderligt blackout.

Fuck dig!
Filmens barske personager er pænt opskruet ivrige med at bruge udtrykket "fuck dig". Det er åbenbart det mest barske, "kvikke hoveder" kan finde på at sige - ifølge Donatos pen.
 

Skarpt trukket op

De to nyhomofile hovedpersoner spilles ok af Lindhardt og Dencik, ellers er skuespillet meget skarpt trukket op - helt uden plads til varieret udfoldelse. Normativt-obligatorisk popsang med feel good-stemning fører os sikkert gennem end credits.