The Accountant (2016)

Film med autistisk tema:

Rain Man (1988)
Mercury Rising (1998)
Her i nærheden (2000)
And the Moonbeams Kiss the Sea (2008)
Superbror (2009)

A Brilliant Young Mind (2014)

The Accountant (2016)

Hvem siger, det er kedeligt at være revisor? I filmens verden behøver det i hvert fald ikke at forholde sig sådan, og det er Ben Afflecks Christian Wolff et meget levende eksempel på.

Kæft, trit og retning

Wolff er autist, men har alligevel drevet det vidt. Som barn var han uregerlig, og det passede på ingen måde hans top-militante far. Spis en tudekiks og kom videre, og så var der i øvrigt dømt kæft, trit og retning og special-kamptræning med elitesoldater. Lille Christian skulle lære at forsvare sig.

Et asocialt voksenliv

Her i det lidt asociale voksenliv passer Wolff egenlig bare bogføringerne, men i kølvandet på en større sag om underslæb og regnskabsfusk havner han pludselig i orkanens øje, hvor væmmelige bagmænd nærmest står på nakken af hinanden for at meje revisoren ned. Han ved for meget.

Jakkesættet bedrager

Men hér tager bagmænd og håndlangere fejl. Jakkesættet bedrager - og i virkeligheden er Wolff forberedt til fingerspidserne på enhver given trussel. Det har han jo lært af farmand i barndomsårene... på den hårde måde.

Sociale udfordringer

Ben Affleck er bestemt ikke ueffen i sit portræt af den svært sammenbidte og socialt ultra-afstumpede Christian. Ganske vist er autisme-klichéerne ikke skåret over den store indsigt, men de sociale udfordringer står tydeligt og troværdigt i Afflecks pokerfjæs.

Pokerfjæset bevares

Samme fjæs bevarer han i øvrigt, da tingene spidser til, og han må have hele arsenalet af guns frem fra gemmerne. Han er ikke bleg for at skyde, og med præcisionsriflen rammer han aldrig forbi.

Herlig kompromisløshed

Der er en herlig kompromisløshed over den måde, Christian Wolff agerer på under pres. Netop som følge af hans diagnose, er han ikke i stand til at føle empati, så dét at pløkke en skurk rører ham overhovedet ikke - fint ageret af Ben Affleck.

Stort opbud af overdrivelser

Det store spring fra grå jakkesætshverdag til reelt skurke-massemord falder dog ikke uden problemer, og filmen lider under et alt for stort opbud af overdrivelser. Det kan ligesom kun gå i én retning, da først dræberen er vækket til live i Wolff, og herfra er filmoplevelsen da også i høj grad actionthriller-klichémættet.

Et sprødt twist

Men med det sprøde twist, at Wolff altså er autist, hvilket medvirker til at filmen kommer nogenlunde helskindet i mål - med frisuren intakt og de helt igennem forventede forstyrrende narrative elementer, komplet med meget svulstig musik af veteranen Mark Isham.