X+Y (2014)

    En socialt hæmmet teenager med en særlig matematisk begavelse får alletiders chance for at folde sig ud sammen med ligesindede i en international konkurrence.


    »MINUS, GANGE OG PLUS«

    Film med autistisk tema:
    Rain Man (1988)
    Mercury Rising (1998)
    Her i nærheden (2000)
    And the Moonbeams Kiss the Sea (2008)
    Superbror (2009)

    A Brilliant Young Mind (2014)

    The Darkness (2016)

    The Accountant (2016)

     

    Uhensigtsmæssigt sødladent indstillet britisk drama om teenageren Nathan Ellis (Asa Butterfield), der er knaldgod til tal, men ikke så god til at begå sig socialt. Nathan er autist og har problemer både med sin mor og med klassekammeraterne. Men så bliver hans sande talent opdaget! Han kan knække selv de sværeste matematiske formler, og en sklerosesyg folkeskolelærer går med til at træne knægten, så han kan deltage i et internationalt matematikstævne i Taiwan. Måske er dette muligheden for Nathan for at komme ud af de mentale skygger og træde i karakter...?
     

     

     

     

    Unge Asa Butterfield gør det hæderligt i den komplekse hovedrolle, men det er for ham – ligesom for alle øvrige medvirkende – vanskeligt at træde helt ind i handlingen, da filmen aldrig bliver mere end lunkent troværdig. Hertil er selve stilen alt for poppet og samtidig stædigt sentimental. Ikke nogen køn kombi, og "X+Y" kører da også tidligt sig selv ud på dét sidespor, hvorfra den ligeså stille triller jævnt upåagtet i mål. Potentialet ligger ellers lige for: Ung mand med problemer bliver næsten mand på en bevidsthedsudvidende rejse. Og ung mands mor, der blev alt for tidligt enke, ser muligheden i en flirt med en humanistisk, dødsmærket lærer. Begge historier rådner desværre op i underlægningsmusik og kikset sødladenhed.

    Det er ærgerligt og i bund og grund ringe disponeret, da historien har hjertet helt på rette sted. Indimellem opstår små lommer af intens troværdighed, særligt når musikken undtagelsesvis træder i baggrunden. Men disse øjeblikke kvæles hurtigt at både lyden, men også af de nævnte melodramaer.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2014, Storbritannien, Drama, Teenagere, Romantik, Coming of Age, Biler på film, 111 min.

    Dansk titel: X+Y
    Instr: Morgan Matthews Prod: Laura Hastings-Smith, David M. Thompson Manus: James Graham Foto: Danny Cohen Klip: Peter Lambert Mus: Martin Phipps