Flugten (1973)

Sammenhængende film:
Flugten (1973)
Per (1975)
Blind makker (1976)

Der var udtalt lovsang og stående applaus til Hans Kristensens debut som instruktør. "Flugten" var noget for dansk film så sjældent som en socialrealistisk spændingsfilm, og den blev efterfulgt af hele to sequels, til trods for, at den ikke blev nogen kommerciel succes.

Distræt handling
Handlingen kredser mærkeligt distræt om Ole Ernsts vesterbrorod, Per, der via forskellig småkriminalitet kommer i kløerne på de helt store narkobagmænd. Han er snart ude, hvor han ikke kan bunde, og da han indblandes i et mord, er desperationen total, og han jages fra alle sider.

Ikke vellykket
Det kan godt være, at "Flugten" bibragte dansk film lidt nyt og alternativt blod med sin tiltænkt tempofyldte spænding. Men Hans Kristensens film er hverken vellykket krimi eller socialdrama.

Kun én negativ samtidsanmeldelse
Den eneste negative samtids-anmeldelse, der umiddelbart er at finde, serverer under overskriften: "Kæmpe-skuffelse" til gengæld også en svada af ærgrelse: "Det er overmåde kluntet fortalt, tempoet er dræbende, der er løse ender i massevis, og man må bryde sin hjerne som død og helvede for at få sammenhængen frem."

Overvejende positiv modtagelse
Ellers var kritikerne – ligesom Bodilkomitéen (med pris for bedste film og Ole Ernsts præstation) – ovenud positive: "Lovende dansk debut", "Gode typer og fremragende Ole Ernst i Hans Kristensens livlige miljøskildring", "Rummer nye miljøer og atmosfærefyldte situationer", "Virkningsfuld dansk nyrealisme", "Ladet med spænding" og "Ærlig dansk film."

Ubestemmeligt mørke
Store dele af handlingen foregår i et ubestemmeligt mørke (om aftenen), hvor begivenhederne glider ud i intetheden og mister deres potentielt kriminalsitrende vibration. Og det pludselige og tilfældigt opståede partnerskab mellem Per og Torben Hundahls Mikkel er helt igennem uvedkommende.

Tam og skabelopræget
Så hjælper det ikke meget, at takterne er fornyende, når eksekveringen er så tam og skabelonpræget. Samtidig er skuespillet faktisk temmelig stift, og det er svært at se Bodil-potentialet i Ole Ernsts hovedrollepræstation. Han gør det i øvrigt langt bedre i efterfølgeren, "Per", der også er en mere helstøbt film.

Karakteristiske 70’er-toner
Søren Christensens musik træder som regel behageligt i baggrunden, men ind imellem stikker den hovedet frem med karakteristiske 70’er-toner.